Æresrelateret social kontrol

Mit narrativ er ret multi-dimensionelt. Sådan er det måske for mange, der er født i Danmark, men har etniske rødder, som ikke er danske. Jeg er vokset op i en parallel verden, hvor jeg blev opmærksom på majoritetssamfundet meget senere i min opvækst. Eksempelvis, blev jeg først, da jeg var 14 år, bevidst om, at det er ulovligt at slå børn i Danmark. Helt som lille pige erindrer jeg at tænke, at jeg trak det korteste strå i livet, fordi jeg blev født som hunkøn, i en tyrkisk kultur. Jeg erindrer, at mænds adfærd, særligt den negative, var tilladt og endda forståeligt, da den blev normaliseret, men jeg, som hunkøn, måtte bestemt ikke træde ved siden af, fordi jeg repræsenterer en hel families (tæt samt udvidet familie) renommé.

Jeg lærte i en tidlig alder, at mænd har ære, men kvinder har skam.

Jeg voksede op i et voldeligt hjem. Mine forældre udøvede vold som opdragelsesmetode. Min mor gjorde det af afmagt og min far gjorde det, for at føle sig som manden og dermed overhovedet i familien. Jeg kom ofte hjem til en mor, der blev tæsket voldsomt, jeg stillede min skoletaske i opgangen og ventede på legepladsen til skrigene forsvandt.

Imellem tiden begyndte min fasters mand at forgribe sig på mig. Fra da jeg var ca. 5 år til jeg blev 11, overgreb hans sig på mig seksuelt.

At vokse op sådan her, gjorde at jeg faldt for en mand, som jeg tænkte kunne beskytte mig. På daværende tidspunkt anede jeg intet om narcissistens og empatens traumebindinger.

Manden jeg mødte, gjorde at jeg blot gik fra det ene overgreb til det andet. At ikke have en værdi, som kvinde, blev reproduceret. At være en mands skygge og ikke have sin egen stemme, blev forstærket. Jeg brugte ca. 7 år for at komme ud af det, med sindet og skindet i behold. Jeg fik et barn med denne mand, og da min søn blot var 10 måneder gammel, valgte jeg at blive skilt. Jeg vidste, at dette ville medføre voldsomme reaktioner, men min eneste drivfaktor var, at give ham den barndom, ingen havde givet mig.


At blive skilt medførte en stor skam. Særligt for min familie. Det er en form for falliterklæring for en kvinde at blive skilt i min kultur. I en lang periode var der mistillid til om jeg overhoved kunne klare at stå på egne ben. Min onkel ønskede, at jeg flyttede hjem til min mor igen. Min farmor sagde, at jeg aldrig ville færdiggøre universitet, nu når jeg havde et barn. Der var bekymringer om, hvem ville tage sig af mig, hvem ville værne om mig. Altså, en kvinde er sikret, når hun har en mand ved sin side. En kvinde er respekteret, når hun har en mand ved sin side. En kvinde er beskyttet, når hun har en mand ved sin side. Det er rationalet.

Årene efter har jeg både skulle stå stærkt og stolt i moderrollen, helt alene, samt filtrere omverdenens syn på det liv, jeg har valgt at leve. Sværest af alt er at se mit barn komme hjem med en masse spørgsmål. Da vi flyttede fra Albertslund til Amager og min søn gik ned for at lege, for første gang i nabolaget, kom han kort efter grædende op. De tyrkiske børn havde fortalt min søn, at hans mor er en luder og at min søn må være en bastard, da han ingen far i hjemmet har. Det er ikke