Skrevet af Naja Marie Steenholt
Jeg hedder Naja og er mor til Mikas på 11 år. Til dagligt arbejde jeg i et ressourceteam på en skole. Dette er min historie omkring samarbejdet med Mikas far og mine oplevelser med statsforvaltningen, nu familieretshuset.
Begyndelsen
Min søns far og jeg, var sammen i 9 år. Vi havde det jeg vil kalde et turbulent forhold med mange konflikter og det blev derfor ikke nemmere da Mikas kom til verden. Vi flyttede fra hinanden da Mikas var halvandet år, og havde et on and off forhold indtil Mikas var 3 år. Mikas far havde det svært, og hans løsning på hans problemer var ofte at drikke sig fuld. Dette resulterede i nogle turbulente år og jeg afsluttede endeligt vores forhold efter en noget kaotisk familieferie.
Kort tid efter vores brud fik han en ny kæreste, og der begyndte vores problemer for alvor. Her startede også mit første møde med Familieretshuset, dengang; statsforvaltningen. Grunden til, at jeg kontaktede Familieretshuset var primært på baggrund af alle vores konflikter. Hvis jeg sagde A, så sagde han B. Vi kunne aldrig blive enige, og det endte altid i voldsomme skænderier. Hans nye kæreste kontaktede mig på et tidspunkt, og sagde at de ikke længere ønskede kontakt med mig. Mikas far valgte at indordne sig efter hende. De valgte at flytte, i tiden op til mødet i familieretshuset, og nægtede at fortælle mig hvor de var flyttet hen. Når man har delt forældremyndighed har begge parter ret til at se sit barn og jeg var derfor tvunget til at udlevere Mikas, uden at ane hvor de opholdt sig. Det var en kæmpe sorg for mig og jeg var konstant ked af det. Jeg udviklede angst, og set i bakspejlet nok også en depression.
Mit første møde med familieretshuset.
Jeg havde taget en veninde med som bisidder til mødet, da jeg både var nervøs og følte mig utilpas ved at gense Mikas far. Til mødet følte jeg vores udfordringer blev taget seriøst, og vi fik tilbudt hjælp til konflikthåndtering. Jeg havde også rettet henvendelse ifht, at det gjorde mig utryg ikke at vide hvor Mikas befandt sig når han var hos sin far. Jeg fik at vide, at han ikke have pligt til at oplyse hvor han var, når vi havde delt forældremyndighed. Mikas far afslog efterfølgende hjælpen til konflikthåndtering. Så derefter skete der intet. Vi havde stort set ingen kontakt det efterfølgende år, og derfor heller intet samarbejde. Kontakten startede stille op igen, da Mikas far og hans kæreste gik fra hinanden. Men den var stadig ikke nem.
Mikas skolestart.
Mikas havde det svært, og det tog til da han startede i skole. Han var tydeligt påvirket af vores dårlige samarbejde. Han bar præg af at vokse op i to vidt forskellige hjem, hvor regler og rammer ikke var ens. Jeg håbede på det ville blive bedre, men Mikas fik det kun værre.
Han fik tildelt støtte i skolen gennem socialforvaltningen. Han havde et stort koncentrationsbesvær og mange vredesudbrud. Mikas var meget glad for sin far og snakkede ofte om ham, og alle de ting de lavede sammen. Jeg var dog stadig meget bekymret for hans dårlig trivsel i skolen. Jeg ville gerne have ham udredt, da jeg havde en mistanke om at Mikas havde ADHD. Mikas far var ikke enig. Systemet er desværre skruet sådan sammen, at det er den der nægter at samtykke der får ret. Begge forældre skal underskrive før barnet kan få hjælp.
Jeg havde mange samtaler og møder med skolen, blandt andet ift om de kunne se forskel på når Mikas var hos mig og hans far. På trods af der både kom underretninger på Mikas dårlige trivsel, og nogle anonyme på Mikas far, så mente skolelederen at et godt samarbejde mellem skole og hjem var vejen frem. Skolen kunne godt se der var udfordringer med Mikas far, men så ham også som en sød og nærværende far overfor Mikas, når han kom og hentede ham. Jeg følte en konstant uro, og havde en mavefornemmelse der sagde mig at noget var galt. Jeg er selv barn af en alkoholiker, så jeg kunne ikke finde ud af om det var mine gamle følelser, eller om Mikas far var kommet ind i et misbrug. Men han passede jo sit arbejde og kørte bil hver dag. Jeg kunne ikke få tingene til at passe sammen og usikkerheden voksede i mig. Mikas fortsætte med at have støtte på, men også have udfordringer i skolen, og jeg prøvede at få sat nye tiltag i stand, som hans far afslog at deltage i. Vi kom blandt andet i et forløb i familiehuset, for at få hjælp både til Mikas og os som forældre. Mikas far deltog et par gange, hvorefter han meldte fra. Sådan fortsatte det de næste par år, hvor jeg rendte rundt og prøvede at finde løsninger, som Mikas far efterfølgende fik sat en stopper for.
En underretning
I foråret 2020, bliver jeg ringet op på mit arbejde af socialforvaltningen, der fortæller der er kommet en underretning på Mikas far igen, og sagsbehandleren fortæller at Mikas far går i behandling for misbrug. Mikas fars læge, mener ikke at Mikas far er i stand til at tage varer på et barn. Jeg går i chok, Mikas far har intet fortalt mig. Jeg henvender mig straks til familieretshuset, nu har jeg endelig dokumentation på det jeg havde mistanke om.
Det er dog en lang proces at komme til samtale i familieretshuset. Pga Corona var ventetiden endnu længere - der var 7 måneders ventetid!!
Jeg havde heldigvis ret til at holde Mikas hos mig, da jeg har bopælspligten, og Mikas ikke skulle i skole. Hvis han skulle i skole træder forældremyndigheden, som er delt, i kraft, og så kunne jeg ikke afholde mikas far fra at hente Mikas. Sådan er reglerne.
Mikas far startede i behandling for sit misbrug, og jeg havde løbende kontakt med behandlerne på stedet. De mente at Mikas far var i bedring, og at han var i stand til at tage Mikas med på sommerferie hos hans familie. Hvilket jeg var tryg ved. Den dag de kommer hjem fra ferie er en lørdag, og aftalen var at Mikas skulle afleveres hos mig søndag eftermiddag. Men om lørdagen bliver jeg ringet op af den sociale døgnvagt, der fortæller de står sammen med politiet ude foran Mikas far. De fortæller at Mikas far er blevet anmeldt af nogle naboer, blandt andet pga af hans misbrug, og omsorgssvigt af Mikas. Jeg kontakter familieretshuset igen, og fortæller hvad der er sket og beder om mulighed for at fremskynde sagen. Jeg får afslag, hvilket jeg ikke vil acceptere. Jeg kontaktede dem igen, da jeg ikke synes vores sag kan vente 4 måneder. Efter noget tid bliver jeg kontaktet af familieretshuset, der er villige til at rykke vores møde 3 måneder frem hvis vi vil deltage i en undersøgelse med telefonsamtaler og div spørgeundersøgelser. Jeg vælger at takke ja til deres tilbud for at få vores sag rykket hurtigere frem.
Afslutningen og en ny begyndelse
Da vi endelig kommer ind til møde, går det heldigvis stærkt. Mikas far kan godt se han står rigtig dårligt ift at vinde sagen, og vælger derfor at give sin underskrift på, at jeg får den fulde forældremyndighed. Børn er både på godt og ondt loyale overfor deres forældre. Mikas har oplevet et enormt svigt fra sin far, hvilket kommer til at tage lang tid at bearbejde. Jeg føler ligeledes at vi blev svigtet af systemet. Ingen andre så det jeg så og det fik mig til at føle mig forkert og tvivle på mig selv og mine følelser. Jeg synes det er voldsomt at det skal helt derud, før der bliver grebet ind. Mikas har nu fået den rigtige hjælp, og fik i sensommeren diagnosen infantil autisme.
Sådan sluttede 8 års kamp med Mikas. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at det var der vi skulle ende. At jeg fik fuld forældremyndighed over Mikas. Han har ikke set, eller haft kontakt med sin far siden sommeren 2020, som han ellers har set jævnligt siden han blev født. Selvom jeg er evigt taknemmelig for den fulde forældremyndighed og det på en måde er det bedst tænkelige udfald, så er det på samme tid det værst tænkelige udfald. At Mikas ikke har set sin far så længe og også i forhold til de ting Mikas blev udsat for undervejs i de 8 år kampen stod på.
Jeg har brugt utrolig mange timer og søvnløse nætter til at tænke på, hvad jeg kunne have gjort anderledes. Jeg er efterhånden kommet frem til den konklusion, at jeg har gjort det bedste jeg kunne som mor. Man kommer sjældent langt med selvbebrejdelser, i stedet har jeg valgt at se fremad.
Comentarios