I alt for mange år rettede jeg til og glattede ud!

Dine trin henover gulvet flænsede lidt i mit indre. Selvom jeg ikke kunne se dig... den der utryghed i, hvilken mand møder jeg nu. Hvilket humør er han i. Hvilken stemning spreder sig i rummet. Hvilken tung dyne skal atter hvile over min datters skuldre. Os... Jeg havde ikke set dig i 2 dage... det var 2 dage siden du tog på weekend hos din far... jeg sad i gangen og ventede på jer. Vi skulle til fælles samtale på skolen. Da du fik øje på mig blev dit smil skævt, genert, men dine øjne strålede af kærlighed og glæde. Du gik hen og kravlede op på min ryg. Lagde dine varme små fingre om min hals. Jeg sank en dyb klump og gjorde alt for at presse mine tårer tilbage. At skulle se dig her, mødes på skolen, mærke din generthed... det var alt det jeg ikke drømte om.... du hoppede ned på gulvet.... lavede pirouetter for vores fødder. Hold kæft, hvor var du dejlig! Jeg kiggede op i loftet og lod den lille bitte tåre det var fysisk umuligt at holde tilbage.... lov til at passere.... helt stille... Vi ventede. Grinede. Sang. Sagde fjollede ting, som kun du og jeg forstår. Din far syntes vi brugte upassende ord og blandede sig i vores leg. Eller han fucking rettede på mig. Igen. Gjorde mig forkert... overfor dig. Jeg kunne mærke at alting sitrede i min krop. Frygten for at sige, at han skulle stoppe sit pis og vide at manden ikke kan følelsesregulere og hver gang har det startet et stormvejr. Eller tanken om igen, bare at skulle lukke ned for sig selv. Men fandeme nej.... min datter skal ikke høre på at hendes mor bliver irettesat. Og ingen mand, eller nogen i denne verden skal få mig til at pakke sammen. Lukke ned. Så på min mest pædagogiske upædagogiske facon fik jeg sagt fra. Også i frygt for at den der klamme stemning skulle ramme os som en tung dyne. Jeg har stadig svært ved at navigere i det. Men i alt ALT for mange år!!! Rettede jeg bare til. Glattede ud. Talte i et toneleje, som overhovedet ikke passede til de ord, der kom ud af min mund. Alt imens du oftest kylede med ting i rummet og skreg mig op i hovedet. Også selvom jeg stod med vores datter i favnen. Og gang på gang forlod du os i raseri... SKRED!!!.... Efterlod os skælvende i sind og krop. Og med en frygt for hvilket humør vi mødte dig i, når du vendte retur. Hvis du kom. Aldrig mere! Aldrig mere, Lyden af dine høre råb. Ting, der smadres. Døre, der klappes i. Dine tunge trin. Og dit ansigt. De der mundvige og hele din mimik, som afslørede dit sind. Aldrig! Jeg tog verdens mest hjerteskærende beslutning, da jeg for 2 år siden pakkede vores liv væk og skred. Efter du havde været mig utro. Men hvor er jeg taknemmelig for det, jeg har i dag. Den kvinde jeg har skabt. Og min datters tab over os, kan du eddermame tro, jeg nok skal bære sirligt i mit hjerte sammen med hende.


56 visninger0 kommentarer