Ud af voldens skygge

“Skrid fra min grund!” Jeg mærker et hårdt greb om min arm, mens jeg bliver skubbet baglæns. I baggrunden hører jeg min yngste søn skrige hjerteskærende; stop far stop far. Først råber jeg slip mig, men han holder hårdt fast imens han skubber. Jeg får revet mig fri, og han truer mig med knytnæve, kaster sten efter mig, mens han råber at han ville stikke mig ihjel. Jeg forsøger, at tale ham efter munden og forsøger at gøre mig underdanig, men han falder ikke ned. Der går to tanker igennem mig, hvordan får jeg min søn med hjem og bare jeg ikke dør foran ham!

Jeg får heldigvis min søn med og jeg er i live. Vi kører direkte hjem og pakker vores ting. Køre ind på politistationen og efterfølgende på krisecenter.

Faktisk er min søn ugen før forsøgt revet ud af skolen af sin far. På dette tidspunkt har de ikke haft kontakt i 2 år.

Dagen før jeg henter min søn har jeg fortalt min far og en veninde at hvis jeg dør så er det min ex der er skyld i det. Det har eskaleret i 2 år og jeg er overbevist om, at der er ikke noget at gøre.

Inden jeg kører ned for at hente min yngste søn hos sin far, har jeg haft Mødrehjælpen i telefonen, fordi jeg er bange og jeg fortæller at jeg ved det ender galt. Mødrehjælpen lytter men kan ikke gøre noget, da der endnu ikke er beviser. Jeg taler med min søster 5 minutter inden jeg kører. Hun siger jeg skal filme med din mobiltelefon. Jeg er bange da jeg træder ud af bilen og går op ad indkørslen - jeg har min telefon i hånden. Heldigt for mig, for den optager lyden fra overfaldet.


Her er min historie fortalt om systemet der svigtede mine børn og mig, som ikke lyttede: