Ud af voldens skygge

“Skrid fra min grund!” Jeg mærker et hårdt greb om min arm, mens jeg bliver skubbet baglæns. I baggrunden hører jeg min yngste søn skrige hjerteskærende; stop far stop far. Først råber jeg slip mig, men han holder hårdt fast imens han skubber. Jeg får revet mig fri, og han truer mig med knytnæve, kaster sten efter mig, mens han råber at han ville stikke mig ihjel. Jeg forsøger, at tale ham efter munden og forsøger at gøre mig underdanig, men han falder ikke ned. Der går to tanker igennem mig, hvordan får jeg min søn med hjem og bare jeg ikke dør foran ham!

Jeg får heldigvis min søn med og jeg er i live. Vi kører direkte hjem og pakker vores ting. Køre ind på politistationen og efterfølgende på krisecenter.

Faktisk er min søn ugen før forsøgt revet ud af skolen af sin far. På dette tidspunkt har de ikke haft kontakt i 2 år.

Dagen før jeg henter min søn har jeg fortalt min far og en veninde at hvis jeg dør så er det min ex der er skyld i det. Det har eskaleret i 2 år og jeg er overbevist om, at der er ikke noget at gøre.

Inden jeg kører ned for at hente min yngste søn hos sin far, har jeg haft Mødrehjælpen i telefonen, fordi jeg er bange og jeg fortæller at jeg ved det ender galt. Mødrehjælpen lytter men kan ikke gøre noget, da der endnu ikke er beviser. Jeg taler med min søster 5 minutter inden jeg kører. Hun siger jeg skal filme med din mobiltelefon. Jeg er bange da jeg træder ud af bilen og går op ad indkørslen - jeg har min telefon i hånden. Heldigt for mig, for den optager lyden fra overfaldet.


Her er min historie fortalt om systemet der svigtede mine børn og mig, som ikke lyttede:

I efteråret 2016 eskalere det dårlige samarbejde med min ex, da der kommer en anonym underretning til kommunen. Underretning handler om, at min ældste søn er blevet udsat for vold hos sin far. Kommunen tager ikke volden alvorlig til et møde, de vælger at tro på far. Faktisk får han lov at tale utrolig grimt og nedladende til mødet. Han får at vide at han skal lærer at styre sit temperament og udtalelser foran børnene. Tilgengæld får jeg at vide, at de bliver mere urolig for mig, da jeg inden mødet har ringet og grædt og været bange. Jeg skal tænke over, at ikke græde så meget.

Vi bliver tilbudt samarbejdsmøder (paragraf 11 forløb), jeg takker ja, ex svarer aldrig. I en meget kort periode er tingene bedre for drengene, men der går ikke længe så er far tilbage til hans gamle mønstre. Samværene bliver faktisk værre for min ældste søn, generelt forværres situation når drengene er hos deres far. Desuden højnes truslerne og de modbydelige sms til mig. Det nye er, at fars nye kone begynder, at blande sig og sende t