top of page

Ud af voldens skygge

“Skrid fra min grund!” Jeg mærker et hårdt greb om min arm, mens jeg bliver skubbet baglæns. I baggrunden hører jeg min yngste søn skrige hjerteskærende; stop far stop far. Først råber jeg slip mig, men han holder hårdt fast imens han skubber. Jeg får revet mig fri, og han truer mig med knytnæve, kaster sten efter mig, mens han råber at han ville stikke mig ihjel. Jeg forsøger, at tale ham efter munden og forsøger at gøre mig underdanig, men han falder ikke ned. Der går to tanker igennem mig, hvordan får jeg min søn med hjem og bare jeg ikke dør foran ham!

Jeg får heldigvis min søn med og jeg er i live. Vi kører direkte hjem og pakker vores ting. Køre ind på politistationen og efterfølgende på krisecenter.

Faktisk er min søn ugen før forsøgt revet ud af skolen af sin far. På dette tidspunkt har de ikke haft kontakt i 2 år.

Dagen før jeg henter min søn har jeg fortalt min far og en veninde at hvis jeg dør så er det min ex der er skyld i det. Det har eskaleret i 2 år og jeg er overbevist om, at der er ikke noget at gøre.

Inden jeg kører ned for at hente min yngste søn hos sin far, har jeg haft Mødrehjælpen i telefonen, fordi jeg er bange og jeg fortæller at jeg ved det ender galt. Mødrehjælpen lytter men kan ikke gøre noget, da der endnu ikke er beviser. Jeg taler med min søster 5 minutter inden jeg kører. Hun siger jeg skal filme med din mobiltelefon. Jeg er bange da jeg træder ud af bilen og går op ad indkørslen - jeg har min telefon i hånden. Heldigt for mig, for den optager lyden fra overfaldet.


Her er min historie fortalt om systemet der svigtede mine børn og mig, som ikke lyttede:

I efteråret 2016 eskalere det dårlige samarbejde med min ex, da der kommer en anonym underretning til kommunen. Underretning handler om, at min ældste søn er blevet udsat for vold hos sin far. Kommunen tager ikke volden alvorlig til et møde, de vælger at tro på far. Faktisk får han lov at tale utrolig grimt og nedladende til mødet. Han får at vide at han skal lærer at styre sit temperament og udtalelser foran børnene. Tilgengæld får jeg at vide, at de bliver mere urolig for mig, da jeg inden mødet har ringet og grædt og været bange. Jeg skal tænke over, at ikke græde så meget.

Vi bliver tilbudt samarbejdsmøder (paragraf 11 forløb), jeg takker ja, ex svarer aldrig. I en meget kort periode er tingene bedre for drengene, men der går ikke længe så er far tilbage til hans gamle mønstre. Samværene bliver faktisk værre for min ældste søn, generelt forværres situation når drengene er hos deres far. Desuden højnes truslerne og de modbydelige sms til mig. Det nye er, at fars nye kone begynder, at blande sig og sende truende trusler og blande sig i samværsaftalerne.

I 2017 stopper jeg samværet for min ældste søn, efter han har været kastet ind i en væg og trusler om han ikke skal komme mere. Jeg tager kontakt til kommunen, som holder samtaler med min søn. Til disse samtaler åbner han sig op om den psykiske og fysiske vold hos sin far. Der kommer intet ud af det, andet end jeg bliver anbefalet at kontakte mødrehjælpen med henblik på samtaler omkring psykisk vold for mig, så jeg kan tage mig af mine børn. Ydermere tager jeg kontakt til statsforvaltningen (det hed det på det tidspunkt) for at få det ophævet samværet officelt. Dette højner trusselsniveauet, og her begynder det at gå ud over min yngste søn.

Da vi er til det første møde i statsforvaltningen, har min ex sin kone med og de opføre sig nedladende overfor mig, taler kun om dem selv og hvordan drengene ikke er normale. Damen der styrer mødet gør intet, det munder ud i børnesamtaler med børnene. Her åbner min ældste igen op omkring volden og får beskeden, at der jo er sket og nu skal de se fremad. Da vi skal have gennemgået børnesamtalerne dukker ex ikke op.

Selvom jeg fortæller både kommune og statsforvaltningen om min børns trivsel, at min ældste tissede i sengen indtil den dag, hvor jeg stoppede samværet og min yngste har raserianfald konstant, hvor han smider sit tøj, og smadre hans værelse, er der ingen der lytter. Jeg begynder, at få angst og jo flere trusler der nu kommer igennem min yngste fra far og jeg skal dø, jo værre får jeg det. Jeg føler mig ensom og ved ikke hvor jeg skal søge hjælp længere. Vi får intet ud af mødet med statsforvaltningen og jeg fortsætter med at have ældste på fuldtid.

Udover kommunen og statsforvaltningen ikke tager det alvorligt, så svigter skolen også. Min ældste fortæller en lærer om hans situation, han underretter ikke og spørg om det kan være så alvorligt.

I starten af 2018 ender vi igen i statsforvaltningen, det er ex som nu vil have drengene 7/7, også min ældste, som han ikke har set i et år. Jeg slår kontra og vil igen have samværet ophævet officelt og nedsat til 2 dage til yngste. Denne gang bliver der lavet en børnesagkyndig undersøgelse. Hvilket også bliver en parodi, den bliver sat i gang i juli 2018, og den første psykolog vælger efter, at have talt med mig og drengene, og efterfølgende exen, at hun vil tages af sagen. Jeg tænker stadig den dag i dag om, hun mon var bange for min ex. Vi ender derefter for første gang ved den dygtigste psykolog. Hun lytter og tager os alvorligt. Faktisk så alvorligt, at hun går ud over det hun skal og beskriver min ex’s psykopatiske træk og sender en ekstra skrivelse om hans temperament. Hendes undersøgelse er færdig i november 2018.

Imellem tiden øges det massive pres og trusselsniveau drengene og jeg igennemgår. Min yngste, som ofte skal lytte til at far vil tæske mig og slå mig ihjel for det værre og værre. Det er svært at navigere i for min yngste for det skifter mellem kærlighed og trusler. Da hans storebror ikke er med på samværet mere, er der ikke nogen til at beskytte ham. Derfor skal han ligge øre til mange ting. Han begynder at ændre sig i skolen, og skriger tit deroppe, at han bare vil dø. Igen er der ingen der laver underretning.

Det hele eskalere i 4. marts 2019, hvor vi ender på krisecenter, efter børnenes far overfalder mig for øjenene af min søn ved en afhentning. 5 dage efter overfaldet kommer resultatet af den børnesagkyndige undersøgelse. 1 år efter de gik fortalte os at det var en børnesagkyndig undersøgelse de ville lave – det er under al kritik.

Krisecenteret er endnu et overgreb mod børnene og jeg. Ikke fra alle der arbejdede der, men min kontaktperson og den børneansvarlige. Jeg får kritik for at tage min børn som gidsler, at jeg overreagere, og her kan man ikke stryge kvinderne med hårene, det kommer man ikke videre af. Da jeg fortæller, at jeg har det dårligt efter alle de år med psykisk vold og trusler siger min kontaktperson, at nu bliver hun for alvor bekymret for mig som mor og hun truer faktisk med underretning. Børnene bliver ikke tager alvorligt, og deres grænser bliver overtrådt ved ikke at respekterer at de ikke vil tale eller er bange.

Kommunen vælger efter vi ender på krisecenter, at anmelde børnenes far for vold mod børnene. Jeg anmelder ham selv for overfaldet på mig.

For at lige sætte prikken over i’et på hvordan mennesker kan lave chikane, så mens vi var på krisecentret lavede ex en falsk underretning på, at min far havde lavet overgreb på børnene. Så ikke nok med at børnene skal afhøres om vold af politiet, så skulle de så også sidde at tale med kommunen om deres elskede morfar havde gjort noget ved dem. Det fik for alvor hadet i gang fra børnene til deres far, de kunne ikke forstå han kunne finde på, at gøre det imod dem.

Det der for alvor ændre noget i vores fortælling, så den får et positivt udfald, er den psykolog vi møder på kriscentret. Hun tager os alvorligt, giver kærlighed og baner vores vej frem. Hun banker simpelthen dørene ned ved kommunen og familieretshuset (det kom det til at hedde mens vi var på krisecenter).


Idag har jeg alt samværet og forældremyndigheden. I august 2020 bliver ex dømt for vold mod børnene og dødstrusler mod mig.

Efterfølgende har kommunen trådt i karakter, og hjælper med psykolog til mig og børnene.

Derudover har jeg haft en advokat igennem alt det her, som har guidet mig. Fået mig til at holde fokus på børnene, så jeg ikke er gået ud af den samme vej som min ex, som har kastet med sten, hun har haft styr på lovgivningen. Hun stod også ved mine side da jeg var i retten om volden og overfaldet.


Idag går jeg stadig ved psykologen, som hjælper mig med at få min rygsæk til at blive lettere. Jo mere ro jeg får, des nemmere kommer børnene i balance. Jeg er nu igang med en coach uddannelse og håber på, at blive en stemme og en betydningsfuld stemme i kampen mod volden. Allermest ønsker jeg at give videre hvad min psykolog gav mig- kærlighed og en hånd at holde i!

Så når der snakkes om at medmenneskelige relationer er forandringsagenter, så kan jeg kun være enig – Kærlighed flytter bjerge.

Der findes mange dygtige rådgivere og børnesagkyndige derude, men de står også overfor en stor opgave og ofte har de alt for mange sager. Det handler om at tage volden alvorligt og vores børn som gang på gang fortæller uden at blive hørt. Det handler ikke om forældres rettigheder, men om børnenes trivsel, udvikling og rettigheder.


Lad os stå sammen og løfte i flok, bryd tabuer og tag volden alvorlig! Du er ikke alene!


126 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Comments


bottom of page