Mit narrativ er ret multi-dimensionelt. Sådan er det måske for mange, der er født i Danmark, men har etniske rødder, som ikke er danske. Jeg er vokset op i en parallel verden, hvor jeg blev opmærksom på majoritetssamfundet meget senere i min opvækst. Eksempelvis, blev jeg først, da jeg var 14 år, bevidst om, at det er ulovligt at slå børn i Danmark. Helt som lille pige erindrer jeg at tænke, at jeg trak det korteste strå i livet, fordi jeg blev født som hunkøn, i en tyrkisk kultur. Jeg erindrer, at mænds adfærd, særligt den negative, var tilladt og endda forståeligt, da den blev normaliseret, men jeg, som hunkøn, måtte bestemt ikke træde ved siden af, fordi jeg repræsenterer en hel families (tæt samt udvidet familie) renommé.
Jeg lærte i en tidlig alder, at mænd har ære, men kvinder har skam.
Jeg voksede op i et voldeligt hjem. Mine forældre udøvede vold som opdragelsesmetode. Min mor gjorde det af afmagt og min far gjorde det, for at føle sig som manden og dermed overhovedet i familien. Jeg kom ofte hjem til en mor, der blev tæsket voldsomt, jeg stillede min skoletaske i opgangen og ventede på legepladsen til skrigene forsvandt.
Imellem tiden begyndte min fasters mand at forgribe sig på mig. Fra da jeg var ca. 5 år til jeg blev 11, overgreb hans sig på mig seksuelt.
At vokse op sådan her, gjorde at jeg faldt for en mand, som jeg tænkte kunne beskytte mig. På daværende tidspunkt anede jeg intet om narcissistens og empatens traumebindinger.
Manden jeg mødte, gjorde at jeg blot gik fra det ene overgreb til det andet. At ikke have en værdi, som kvinde, blev reproduceret. At være en mands skygge og ikke have sin egen stemme, blev forstærket. Jeg brugte ca. 7 år for at komme ud af det, med sindet og skindet i behold. Jeg fik et barn med denne mand, og da min søn blot var 10 måneder gammel, valgte jeg at blive skilt. Jeg vidste, at dette ville medføre voldsomme reaktioner, men min eneste drivfaktor var, at give ham den barndom, ingen havde givet mig.
At blive skilt medførte en stor skam. Særligt for min familie. Det er en form for falliterklæring for en kvinde at blive skilt i min kultur. I en lang periode var der mistillid til om jeg overhoved kunne klare at stå på egne ben. Min onkel ønskede, at jeg flyttede hjem til min mor igen. Min farmor sagde, at jeg aldrig ville færdiggøre universitet, nu når jeg havde et barn. Der var bekymringer om, hvem ville tage sig af mig, hvem ville værne om mig. Altså, en kvinde er sikret, når hun har en mand ved sin side. En kvinde er respekteret, når hun har en mand ved sin side. En kvinde er beskyttet, når hun har en mand ved sin side. Det er rationalet.
Årene efter har jeg både skulle stå stærkt og stolt i moderrollen, helt alene, samt filtrere omverdenens syn på det liv, jeg har valgt at leve. Sværest af alt er at se mit barn komme hjem med en masse spørgsmål. Da vi flyttede fra Albertslund til Amager og min søn gik ned for at lege, for første gang i nabolaget, kom han kort efter grædende op. De tyrkiske børn havde fortalt min søn, at hans mor er en luder og at min søn må være en bastard, da han ingen far i hjemmet har. Det er ikke første eller sidste gang disse udtalelser er kommet.
Nogle år efter fik jeg en kæreste, som IKKE var tyrkisk. Jeg valgte endda at flytte sammen med ham og få et barn. Konsekvenserne af dette var, at min far ikke ønskede at tale med mig. Først efter 2 år rakte han ud igen. Min mor fik opringninger af mennesker i hendes nærmiljø, som skulle kommentere på, hvordan jeg havde valgt at leve. Jeg har oplevet flere gange, særligt på Nørrebro, at mænd med mellemøstlig baggrund spyttede efter min kæreste og jeg, når vi gik sammen hånd i hånd.
Min far har det fortsat svært, da jeg nu ikke er i det forhold længere. Sådan som han anskuer tingene er, at en kvinde har kun én mand, hele sit liv. Hun skal ikke berøres af flere. Han har udtrykt, at han har svært ved at respektere det liv, jeg har valgt at leve og holde panden oprejst, grundet mine beslutninger. Dog er vi heldigvis, efter mange år, et sted, hvor vi kan have en dialog om det, uden at han kommer i affekt.
At vokse op i en kollektivistisk forståelse af verden med kontrast til danskernes individualistiske syn på livet, var komplekst og kan stadig være det. Jeg oplever fortsat, at jeg skal retfærdigøre mine valg, min eksistensberettigelse, mit tilhørsforhold og at jeg har lov til at definere mit eget liv.
Stadig den dag i dag, kan min mor nogle gange sige ”Åh, hvis du bare havde en mand ved din side, ville jeg ikke gå og bekymre mig sådan for dig hele tiden”. Det som er sværest i denne parallelle virkelighed, som jeg kalder ufrivillig negativ social kontrol er, at ens frihed skal godkendes af omverdenen først. Så hvad er æresrelateret social kontrol for mig? Det er en generel social kontrol, som er organiseret som en respons på afvigende handlinger begået af en person, som ses at tilhøre samt repræsentere en bestemt gruppe, herunder familien, slægten og det etniske bagland.
I dag er jeg alene med to drenge. Den store har tyrkiske forældre og min lille dreng er halv tyrkisk og halv afroamerikansk. Jeg navigerer i at få tre kulturer til at harmonere sammen og støtter mine drenge i at stå i omverdenens reaktioner på mig som mor og mine dertilhørende valg.