Det er efterhånden mange år siden (nok omkring 10 år), tanken om at blive solomor ramte mig. Tror mest af alt, at det på det tidspunkt var en forsikring til mig selv om, at jeg kunne blive mor, hvis jeg ville. På daværende tidspunkt var jeg sidst i 20´erne og var egentlig ikke sikker på, at jeg ville have børn. Det virkede som et meget omfattende projekt og jeg havde nok i mig selv. Derudover er jeg skilsmissebarn og har oplevet omsorgssvigt på både min mors og min fars side. Der var ikke rigtigt nogle af dem, der evnede at være forældre. Derfor var jeg nervøs for, om jeg kom til at gentage mønsteret fra dem.
Jeg er nu 37 år og fylder 38 om et par måneder. Jeg har boet alene de sidste 8 år og har datet ret meget, hvis jeg selv skal sige det, men er blevet skuffet igen og igen.
For 1 år siden begyndte jeg dog at kunne mærke, at det med at få børn var blevet til et reelt ønske for mig.
Jeg vidste jo godt, at biologien kunne være imod mig ift. min alder. Det skulle vise sig, at det ikke var helt irrelevant, det med alderen og min krops formåen.
Jeg tog beslutningen i august måned 2020 og tog kontakt til min læge. Hun syntes, det var en rigtig god ide og satte mig ind i fremgangsmåden.
Jeg smed p-pillerne og ventede spændt på, at min første menstruation skulle indfinde sig. Jeg havde ikke haft menstruation i 3 år, da jeg lider af migræne, der er hormonel. Jeg fik migræne hver gang, jeg havde menstruation og min daværende læge rådede mig derfor til ikke at holde pauser med mine p-piller. Jeg anede derfor ikke, hvornår jeg kunne forvente, at min menstruation kom tilbage. Jeg var meget bange for, at min krop skulle bruge lang tid på at komme sig over de 3 års kontinuerlige brug af p-piller og det med tålmodighed har aldrig været min stærke side, så det var svært for mig at være i, da jeg ikke vidste, hvornår der ville ske noget og jeg er noget af en control freak oveni.
Jeg begyndte at undersøge forskellige ting omkring processen og gik ind på European sperm bank, som er den sædbank OUH benytter. Jeg fandt den perfekte donor, hvilket var virkelig dumt. Der gik nemlig ikke ret lang tid, før der ikke var flere strå på lager fra ham og der stod, at der ikke kom flere. Og jeg var ikke engang kommet ordentligt i gang endnu. Det fortryder jeg lidt, jeg gjorde. Men jeg var simpelthen så nysgerrig og spændt. Det slog mig helt ud, at hans strå blev ”udsolgt” så hurtigt – og jeg var ikke engang kommet i gang med selve processen endnu.
Jeg fik min første menstruation d 16/10-2020 og jeg var lykkelig. Det var så dejligt bekræftende, at min krop virkede. Desværre skete der det, at efter de første 2 blodprøver, kunne min læge konstatere, at der ved begge blodprøver var et forhøjet niveau af prolactin. Dette hormon kan ganske enkelt gøre, at man ikke har ægløsning, hvis niveauet er for højt. Det er normalt et hormon, vores hypofuse producerer mere af, når vi ammer, da vi på det tidspunkt ikke har brug for at blive gravide.
Det var et ret hårdt slag. Nu troede jeg lige, at min krop virkede og så gjorde den det ikke helt alligevel.
Sidst i oktober fik jeg alligevel min henvisning. Jeg havde fået overtalt min læge til, at jeg lige så godt kunne blive udredt for det forhøjede prolactin niveau, mens jeg ventede på at komme til på fertilitetsklinikken, hvor der var 6 mdr. ventetid. Hun kunne heldigvis godt se fornuften i det. Få dage efter min læge havde sendt henvisningen af sted, fik jeg indkaldelse til forsamtale på fertilitetsklinikken d 19. april 2021. Der var lang tid til, men jeg var heldigvis forberedt på det.
Jeg var på daværende tidspunkt begyndt at date en mand. Jeg havde lagt kortene på bordet fra start og fortalt ham om min plan. Han var helt med på det. Han var far til 2 børn, med 2 forskellige mødre, så han var ikke klar på at forsøge sig med en tredje mor og et tredje barn. Han fortalte, at bonus børn var velkomne og så var det jo ligesom på plads.
Min læge forstod ikke helt, at jeg fortsat ønskede at gå igennem fertilitetsbehandling, når jeg nu havde mødt en. Hun mente, at så kunne jeg jo bare få børn med ham. Det gjorde ondt. Jeg havde ellers hele tiden følt, at min læge var på min side og kæmpede sammen med mig, men så lod hun mig stå alene med sådan en stereotyp kommentar. Jeg følte mig decideret svigtet af hende og jeg følte ikke helt, at jeg stadig kunne stole 100 % på hende, når jeg skulle forsvare mig og mine forhold på den måde.
En måneds tid senere fandt jeg ud af, at min læge havde solgt sin praksis og den nye læge, der købte den, er et af de sejeste mennesker, jeg nogensinde har mødt. Hun trådte til og var helt på bølgelængde med mig og det jeg vil. Jeg føler virkelig, at hun kæmper side om side med mig og jeg er meget taknemmelig for hende.
Det viste sig, at det var godt, jeg holdt fast i at få den henvisning. I starten af december 2020 stoppede jeg med at se den mand, jeg havde datet i 2 måneder på det tidspunkt, da jeg fandt ud af, at vi ikke var helt enige om, hvor mange mennesker, der skal være i et forhold. Er lykkelig over, at jeg ikke lod mig overtale til, ”at jeg da bare skulle have nogle børn med ham”.
Jeg kom i udredning på endokrinologisk afdeling for det forhøjede prolactin niveau i slutningen af december måned 2020. De henstillede mig til en MR scanning af min hypofyse, som jeg blev indkaldt til d 1/2-2021 + nogle blodprøver og der ville være opfølgning på begge dele d 8/2-2021. Lægen på endokrinologisk afdeling havde fortalt mig, at jeg højst sandsynligt skulle starte på noget medicin, der kunne hjælpe med at sænke mit prolactin niveau. Lægen gav mig ro i, at de i langt de fleste tilfælde kunne få niveauet ned på normalt med denne medicin.
Jeg var sikker på, at det hele nok skulle falde på plads stille og roligt i løbet af de næste par måneder. Jeg skulle jo først til forsamtale på fertilitetsklinikken i april 2021.
Men det skulle jeg ikke. Den 6/1-2021 ringede en af sygeplejerskerne fra fertilitetsklinikken og spurgte, om jeg havde tid til at møde op til min forsamtale allerede dagen efter. Der var åbenbart ikke den store ventetid, når man "bare" skulle insemineres. Hun så intet problem i, at jeg var i udredning for forhøjet prolactin niveau. Jeg blev så glad og takkede hende tusind gange. Jeg skyndte mig at skrive til min chef, at jeg var nødt til at tage til en meget vigtig undersøgelse dagen efter på OUH. Min chef ved ikke, hvad jeg har startet op. Jeg føler mig ikke klar til at involvere ham, før jeg (forhåbentligt) har en baby i maven eller hvis det bliver nødvendigt ift. mit psykiske velvære, hvis det hele ikke går, som jeg håber (7-9-13).
Min første tur på fertilitetsklinikken gik godt. Jeg var meget (som i rigtigt meget) nervøs og spændt. Jeg stress tissede flere gange den morgen.
Planen blev, at jeg skulle af hormon behandlings vejen pga. min alder (der følte jeg mig pludselig ret gammel) og så startede vi med almindelig insemination med donorsæd.
Under scanningen så alt i mit underliv fint ud og der var 4 follikler i den ene side og 8 i den anden. Lægen sagde, at jeg er god til at have æg. Jeg svævede hjem fra den samtale. Selvom prolactinen ”drillede”, havde jeg nu vished om, at jeg var god til at bære æg. Det kompliment trængte jeg til!
En læge på endokrinologisk afdeling godkendte mig d 8/2-2021 til at gå videre med fertilitetsbehandlingen. Mit prolactin niveau var stadig for højt, men lægen mente, at hvis jeg startede op på medicinen med det samme, ville jeg godt kunne melde mig klar til insemination på næste første menstruationsdag, som var om 14 dage. Jeg var så glad og skrev med det samme til en af mine bedste veninder.
Da jeg hentede medicinen på afdelingen dagen efter, var sygeplejersken noget tvivlende og henviste mig til at ringe til min egen læge for afklaring. Min egen læge forstod ikke helt, hvad hun skulle kunne gøre ved det, så hun skrev en henvisning til fertilitetsklinikken og bad dem tage stilling. Hun talte virkelig min sag endnu en gang.
D 12/2-2021 kom der besked i eboks fra fertilitetsklinikken om, at de ikke ville godkende mig og at de ville afvente en kontrol blodprøve, som skulle tages, når jeg havde været i behandling i 3 måneder. 3 måneder(!) er meget lang tid, når du lige troede, at du kunne komme i gang om 14 dage. Jeg ringede desperat til endokrinologisk afdeling og spurgte, om de ikke ville overveje at tage en ny blodprøve allerede om 1 måned. Lægen mente jo, at der burde være en positiv udvikling om et par uger. Sygeplejersken sagde, at hun nok skulle spørge lægen og så ville jeg få svar ugen efter. Jeg var så ked af det og frustreret over, at jeg et par dage inden havde været så lykkelig over at være blevet godkendt og nu var jeg det ikke alligevel.
Svaret kom og der var ikke noget at gøre. Jeg måtte først bestille tid til ny blodprøve tidligst d 3/5-2021.
D 25/2-2021 (ca. 2 uger efter jeg først troede, at jeg var godkendt og efterfølgende fandt ud af, at det var jeg ikke + lige omkring der hvor jeg havde første menstruationsdag, hvor jeg troede, at jeg skulle melde mig klar på fertilitetsklinikken) havde vi morgenmøde på mit arbejde. En af mine meget tætte kollegaer annoncerede, at hun var gravid og skulle føde til august. Sidste år købte hun hus sammen med sin kæreste og nu skal de så være en lille kernefamilie. Jeg blev virkelig glad på hendes vegne. Alligevel gnavede misundelsen i mig. Det gør den stadig. Jeg vil ikke have det, hun har. Bare noget lignende. Men det får jeg ikke. Ikke lige nu i hvert fald. Jeg føler en form for sorg over, at det ikke er mig, der har fast kæreste, eget hus og en baby på vej. De skal garanteret også giftes snart. Misundelse er en grim ting.
Jeg holder rigtigt meget af min kollega og jeg ønsker hende alt det bedste. Når jeg bliver overvældet af mine følelser og tanker, har jeg dog svært ved at være 100 % glad på hendes vegne. Så er jeg nok lige nede og vende på en 70-80 %.
En af mine bedste veninder startede også i fertilitetsbehandling alene i april måned. Det er hendes anden omgang. I første omgang var hun i et forhold, men nu er hun alene og skal samme vej som mig. Hun blev gravid i første forsøg og er nu ca. 2,5 måneder henne (jeg kommer umiddelbart ikke til at være en af de der gravide, der har styr på det med ugerne) og jeg er så glad på hendes vegne. Jeg er glad for, at hun blev gravid først, da jeg var nervøs for, hvad det kunne gøre ved vores venskab, hvis jeg var blevet gravid først. Jeg var ikke i tvivl om, at hun ville blive rigtigt glad på mine vegne. Hun har bare forsøgt i mange år og det har tæret på hende, hver gang en af hendes andre veninder har "overhalet" hende indenom og er blevet gravid før hende. Det er sjovt, at med hende er det helt ok og der er ingen misundelse. Det er jo nok fordi, hun også er alene og lige som mig har vinket farvel til drømmen om kernefamilien – for nu i hvert fald.
Nu mangler vi så bare mig. Jeg er netop blevet godkendt til at starte i fertilitetsbehandling. Prolactin niveauet er nede på normalt. Jeg kan derfor melde mig klar på fertilitetsklinikken på min næste første menstruationsdag. Det er om 8 dage, hvis den kommer, som den plejer. Så nu må vi se. Jeg er spændt og nervøs, men mest af alt håbefuld.
Ind til videre har dette været mit livs vildeste rutsjetur, selvom den ind til videre kun har varet 9 måneder – og jeg ved bare, at den ikke er slut endnu. Der kommer garanteret mange flere og andre op- og nedture. Men bring it on, jeg er klar!
