top of page

Stop vold mod kvinder

Opdateret: 29. nov. 2023

Det startede med, at han blev irriteret over den måde, jeg krydsede vejen. Han sagde, at jeg forvirrede bilisterne og lavede rod i trafikken.

Han sagde “hvor er du dum, skat.”

Men det var jo bare for sjov. Dum på sådan en sød måde, jeg var vel ikke helt uden humor?

En dag kom han hjem og fortalte, at han havde mødt min veninde. Det havde været dejligt at snakke med hende, sagde han. Snakke med én som kendte mig og derfor forstod hvor svært det måtte være min kæreste.

Jeg blev rasende.

Men det var nok på grund af hormonerne.Jeg var lige blevet gravid.

Jeg tog alene til fødselsforberedelse. Alene til jordemoder. Fandt på gode undskyldninger. Han havde travlt på arbejde. Hospitaler gav ham angst.

Jeg fik veer om natten. Jeg vækkede ham, var bange.

Han var gnaven. Hvorfor skulle han være vågen, bare fordi jeg havde ondt?

Det fungerede ikke godt for ham at blive afbrudt midt i sin søvncyklus. Så var han træt hele dagen.

Af samme grund blev det hurtigt sådan, at det var mig der tog alle opvågninger.

Satte mig i sofaen i stuen og ammede hver nat.

Kun mig og den lille i mørket. Hans stlile smasken. Hans små, bløde fingre i mit hår og på mit ansigt.

Trætte morgener på listetæer.

Jeg kogte grød og stirrede ængsteligt mod soveværelsesdøren.

Hvem kom ud?

Glade far i hopla. Som legede tumlelege med den lille og fik ham til at klukke som en forårsbæk.

Eller tordenvejret.

Nogle gange var det galt, at den lille ikke havde fået strømper på.

Andre gange at jeg serverede maden forkert.

Nogle gange var det, at jeg så så bange ud. Det kunne jeg ikke være bekendt. Det var da vildt ubehageligt for ham, at blive gjort til skurk, inden han overhovedet havde sagt noget.

Nogle gange tog han skumlende på arbejde, og jeg åndede først op, når der i løbet af formiddagen kom en sms. Et undskyld og en kysseemoji, eller en sjov video.

Andre gange havde jeg gjort ham så vred, at han ikke kunne tage afsted. Han meldte sig syg, blev hjemme, så vi kunne skændes hele formiddagen.

Skænderier som snurrede rundt og rundt, gik i loops, i spiraler ned og ned i mørke dyb, det var umuligt at klatre op fra igen.

Jeg var meget forvirret dengang.

En dag stak jeg faktisk af. Med den lille i barnevognen, ned på gaden, væk. Men jeg vidste ikke hvorhen jeg skulle tage. Jeg googlede krisecenter. Tastede et telefonnummer ind. Men inden jeg ringede dem op, blev jeg i tvivl. Jeg var jo ikke blevet slået. Det endte med at jeg gik hjem igen.

At han sagde undskyld igen. Og så blev det endnu en underlig episode, vi aldrig talte mere om.

Første gang han rent faktisk slog mig tænkte jeg: “men det var jo bare en lussing? Jeg kan da ikke tage på krisecenter for en enkelt lussing?”

En dag sagde han til mig, at jeg var så ynkelig, at når han så på mig, forstod han godt de mænd, der tæskede deres koner. Vi sad ved bordet mens han sagde det, den lille imellem os på sin trip trap-stol.

Det var omkring det tidspunkt, at jeg stak af.

Noget af det sidste han sagde til mig, mens vi stadig var kærester, var, at hvis jeg nogensinde blev skilt fra ham, ville han gøre alt hvad han kunne for at tage alt fra mig. Vende alle imod mig. Mine venner, min familie, vores lille.

Og han har holdt sit ord.

Han har gjort alt hvad han kunne hver eneste dag i de fem år og fire måneder der er gået siden jeg en dag fik nok og fandt mod og løb ned ad trappen og ud på gaden med vores lille på armen.

Og jeg er ikke i tvivl om, at han vil fortsætte med at gøre alt hvad han kan i resten af sit liv.

Men da jeg løb, løb jeg lige ind i et fællesskab af kloge, kærlige kvinder, og nu er jeg ikke længere forvirret. Nu forstår jeg, at det aldrig var min skyld eller min fejl. At det ikke handlede om mig, eller om ham, men om de over 100.000 kvinder som hvert år udsættes for partnervold, og de over 100.000 partnere, som begår volden.

95 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Kommentare


bottom of page