Når empowerment skygger for mistrivsel

Kvinder i 30'erne, singler og småbørnsforældre er i størst risiko for mistrivsel - Hvad hvis du både er kvinde, i 30’erne, småbørnsforælder og single?

Af Enna Sofie Vendelbo Petersen, cand.scient.anth

Falcks Sundhedsbarometer 2025 viser, at 26 % af danskerne er i risiko for stress eller depression. Blandt de mest udsatte grupper nævnes kvinder mellem 30 og 39 år samt småbørnsforældre.

Når Falck skriver, at hver femte kvinde mellem 30 og 39 år er i stor risiko for stressbelastning, sætter det et vigtigt fokus, men det siger stadig ikke noget om, hvordan det er at være kvinde i 30’erne, småbørnsforælder – og alene.Hvad sker der, når man er alle tre på én gang?

Når empowerment skygger for virkeligheden

De seneste år har vi set en markant ændring i fortællingen om den enlige mor. Alenemødre blev tidligere ofte mødt med medlidenhed. I dag oplever jeg selv, og andre alenemødre, også at blive mødt med beundring.

“Seje kvinder, der tager sagen i egen hånd.”

“Stærke solomødre, der vælger selv.”

“Empowerment – du kan sagtens alene.”

Det er vigtigt, at kvinder, der vælger eller ender i et alene-forældreskab, ikke bliver set på som værende ofre. Mange af os trives, og vi er stolte af det liv, vi har. Men der er en bagside af medaljen. I alenemorskab oplever vi, at når historien udelukkende handler om styrke, bliver der mindre plads til at tale om sårbarhed.

Det moderne narrativ om den “selvstændige alenemor” kan utilsigtet skabe et pres for at være stærk hele tiden og for ikke at falde uden for fortællingen om empowerment. Og når man konstant bliver spejlet i et billede af overskud, kan det være svært at indrømme, hvis du faktisk er træt, bekymret, ensom eller bare har brug for støtte.

Tallene viser en anden virkelighed

Falcks Sundhedsbarometer 2025 viser, at 33 % af småbørnsforældre er i risiko for stress eller depression, og næsten halvdelen af dem oplever økonomien som en væsentlig kilde til mistrivsel. 42 % af forældre til børn under fem år får under seks timers søvn i døgnet,og blandt kvinder i 30’erne føler 70 % sig jævnligt stressede.

Hos Alenemorskab mener vi, at denne mistrivsel er et tegn på, at livsvilkårene med småbørn i denne livsfase er krævende. Når man som enlig mor står alene med alt ansvar, uden en fast partner at dele beslutninger, økonomi, sygdom, søvnløse nætter og logistik med, så er det næsten uundgåeligt, at presset vokser. For ikke at tale om manglen på støtten, krammet og en person at debriefe med efter en hård dag, en voldsom nedsmeltning eller en to-timers lang putning.

Til sidst er det også vigtigt at forstå, at mistrivsel blandt alenemødre ikke kun handler om manglende søvn og et tungt ansvar. Det handler også om strukturelle forhold, økonomisk pres og det faktum, at flere har forladt usunde forhold og forsøger at genopbygge sig selv, mens de står midt i rollen som den “stærke” alenemor. Det kræver et mod, der sjældent bliver anerkendt i den offentlige fortælling.

Repræsentationen af alenemødre i medier og politik viser ofte enten overskuddet eller offerrollen, men virkeligheden findes i spændet imellem. Det er netop dér, mange kvinder og deres børn forsøger at skabe et trygt og værdigt liv, på trods af forhold og strukturer, der stadig gør det unødvendigt svært. Alenemorskab mener, at det er afgørende, at vi tør tale om mistrivsel, selv når den rammer midt i empowerment-fortællingen.

Hvorfor vi taler mindre om mistrivsel blandt enlige mødre

Før i tiden blev den enlige mor ofte fremstillet som udsat både socialt og økonomisk.Det billede var stigmatiserende, men det betød også, at der var politisk og offentlig opmærksomhed på gruppen. I dag eksisterer fortællingen om den enlige mor som offer side om side med et nyt narrativ om enlige- og solomødre, der bliver hyldet for deres mod, handlekraft og selvstændighed.

I Alenemorskab oplever vi også både fordele og ulemper ved det spirende narrativ om enlige mødre som mere ressourcestærke. På et individuelt plan, kan det som alenemor være befriende at slippe for den stigmatisering, som mange tidligere generationer oplevede. Men desværre medfører det også udfordringer og uligheder i forhold til adgang til nødvendig støtte: I løbet af det seneste år har foreningen oplevet nye udfordringer med at få støtte fra fonde, som tidligere gerne ville støtte vores fællesskabsorienterede tiltag. Det er en ærgerlig tendens. For selvom mange enlige mødre i dag har det bedre, end de havde for bare 15-20 år siden, oplever mange fortsat udfordringer, både økonomisk, strukturelt og særligt med mistrivsel og mental sundhed.

Et fælles ansvar

Mistrivsel blandt alenemødre er ikke bare et problem for den enkelte – det er et samfundsproblem. For når mødre mistrives, mistrives familier, og børn mærker det. Det bør være et fælles ansvar at sikre, at kvinder, der bærer hele verden på deres skuldre, ikke også skal bære den alene.

Hos Alenemorskab har vi i fem år vist, at fællesskaber kan gøre en reel forskel. Vi ved, at trivsel ikke kun handler om mental robusthed, men om relationer. Det handler om at have nogen at spejle sig i, dele erfaringer med. Og vide, at man ikke står alene.Det kan gøre en reel forskel i, hvordan vi håndterer livets pres.

Derfor arbejder vi i Alenemorskab fortsat for at skabe fællesskaber, netværk og relationer, som kommer både mødrene og deres børn til gode. Vi skal ikke tilbage til at se på enlige mødre som ofre, men vi skal anerkende, at enlige forældre har brug for støtte, anerkendelse og fællesskab for at trives, uanset om det er selvvalgt eller ej. For mistrivsel er ikke et tegn på svaghed. Det er et tegn på, at man har haft for meget at bære på for længe.