At undvære sin datter!

Opdateret: 3. mar. 2021


Skrevet af Mai Kjeldgaard @maikjeld


Jeg vil starte med, i et forældreperspektiv, at tilkendegive en kæmpe omsorg for alle skilsmisseforældre, som er nødt til, i kortere eller længere perioder, at undvære deres barn. Det er, i min optik, stærkt undervurderet i samfundet og systemet, hvor ødelæggende, altoverskyggende og hjerteskærende, det er at skulle undvære sit barn. Det er direkte i strid med instinktet, og det kan i den grad mærkes. Jeg begriber ikke, at et system, som kæmper med disse ”urkræfter” ikke er bedre rustet til at tage sig af alle parter. De hævder at varetage barnets behov. Det gør de ved at træffe afgørelser ud fra paragraffer. Man kan ikke bebrejde de enkelte aktører i systemet, men man kan angribe forvaltningens struktur og organisation, for ikke at tale om værdigrundlag.


Jeg vil sige, at dette er min side af sagen, som jeg tager ansvar for med bevidstheden om at min datters far muligvis har oplevet det anderledes. Det er vigtigt for mig at sige, at jeg tror på, at vi begge har gjort det bedste vi kunne, i en svær periode.


F Ø R B R U D D E T


Jeg havde barsel med vores datter (O) i 8 måneder, min datters far (X) nåede at have to måneders barsel alene. Vi havde 4 måneder sammen i midten. O havde en almindelig, tryg start på livet, uden komplikationer, hverken under fødslen eller efter. Hun var et barn i trivsel. Jeg ammede i 1 ½ måned.


E F T E R B R U D D E T


X og jeg gik fra hinanden, da O var 10 måneder gammel. Vi kunne ikke få vores forhold til at fungere og jeg traf en beslutning om at forlade ham. Det betød, at jeg skulle flytte fra vores fælles hjem, da han ejede den lejlighed, vi boede i. Jeg var heldig hurtigt at få en lejelejlighed tæt på X, og jeg flyttede. Ingen af os havde forestillet os, at vi skulle stå i en sådan situation, og vi havde ingen idé om, hvordan vi skulle organisere en samværsordning for O, så vi forsøgte med en 3/3-ordning. Vi besluttede da at gå i familieterapi for at få børnesagkyndige øjne på. Familieterapeuten rådede os til, at O skulle være 10 dage eller mere hos mig med en enkelt overnatning hos X, hendes alder taget i betragtning. Den børnesagkyndige meddelte os, at O ville tage direkte skade af at være længere tid væk fra mig. X ønskede, at O skulle være mest hos ham, da han mente, han var den primære omsorgsperson for O. Han forlod mødet i frustration. Herefter var der ingen aftaler.

Jeg valgte at indkalde til et møde mhp afgørelse om bopæl i Statsforvaltningen (som det hed dengang). Jeg besluttede tilmed i samråd med min advokat, ikke at udlevere O til X, før vi havde skrevet under på en samværsaftale, da jeg ikke stolede på, at han ville aflevere hende tilbage. Vigtigheden af X’s rolle og nærvær i O’s liv var jeg helt klar over, så jeg lod ham vide, at han altid kunne komme og være sammen med hende hos mig. X anbefalede, at vi gik til en anden familieterapeut, han valgte, og det indvilgede jeg i. Her blev der lagt megen vægt på tillid mellem parterne, og jeg var klar over, at jeg var nødt til at stole på, at han ville aflevere O tilbage efter samvær hos ham. Vi aftalte, at O skulle sove hos ham en nat og afleveres dagen efter. Hun kom ikke tilbage, han ønskede ikke at aflevere hende, og jeg måtte ikke komme og se hende. Dette stod på, indtil vores første møde i Statsforvaltningen.



S T A T S F O R V A L T N I N G E N


Da vi kom til mødet, havde hverken mødeleder eller ”børnesagkyndige” (som var socialrådgiver af uddannelse) læst det materiale, vi hver især havde indsendt. Det indsendte var skriv om O’s trivsel, vores syn på sagen, osv. De gav til mødet udtryk for, at vi var ligeværdige, omsorgsfulde forældre. O var på dette tidspunkt stadig 10 måneder. Vi havde (har stadig) fælles forældremyndighed, og ingen af os var interesserede i at ændre dette. Under mødet hørte jeg for første gang om ”varslingspligten” (forældreansvarsloven §18). Her fandt jeg ud af, at fordi jeg var fraflyttet adressen, uden at have meldt det til X senest 6 uger før flytning, ville han automatisk blive midlertidig bopælsforælder. Statsforvaltningen anbefalede en samværsordning på 10/4, hvor O skulle være 10 dage hos X og 4 dage hos mig. Under mødet pressede mødelederen mig til ”bare” at skrive under på disse anbefalinger, da det, som hun sagde, ville være nemmest for alle. Argumentet var, at jeg ikke havde handlet i overensstemmelse med §18. Jeg havde aldrig hørt om §18 før dette møde. Jeg skrev ikke under. Mødet tog i alt to timer, ingen havde nogensinde set, hørt eller læst om vores datter eller os som forældre. Jeg undrer mig stadig over, hvordan man kan forsøge at træffe en så indgribende afgørelse på baggrund af en paragraf.


B Y R E T T E N


Efter mødet i Statsforvaltningen, ønskede jeg, at få sagen afgjort i byretten. Vi blev hurtigt indkaldt, og deltog begge med hver vores advokat. X fremhævede Statsforvaltningens anbefalinger, og underkendte vigtigheden af O’s samvær med mig. Han ønskede ikke, at jeg skulle have samvær med O mere end max 4 dage, da hun, med sine 10 måneder, havde behov for en fast base. Byretsdommeren forsøgte at overbevise ham om, at O havde behov for mere og hyppigere samvær med mig, grundet hendes alder. Dette ønskede X ikke. Derfor blev afgørelsen følgende:


Begge parter har deltaget på lige fod i pasning af og omsorg for O, og begge parter findes lige egnede til at varetage hendes behov herfor også fremover, ligesom de begge ønsker at arbejde på at finde en ordning, der i størst muligt omfang tilgodeser O’s behov. Ud fra en samlet vurdering finder retten imidlertid, at det er bedst for O, at hun har bopæl hos sagsøger, som skønnes at være den, der lettest kan medvirke til at etablere samvær mellem parterne.”


Byretten afgjorde, at jeg skulle være bopælsforælder, da der var en bekymring for, at O ikke kom til at se mig nok. X valgte at anke sagen til Landsretten umiddelbart efter.



I N G E N A F T A L E R


I det øjeblik X ankede sagen, gjaldt byrettens afgørelse ikke længere. Vi stod nu uden afgørelse om samvær eller bopæl. Ingen regler eller aftaler.

Min advokat rådede mig til at flytte til Sverige med O og opgive min uddannelse, indtil vi skulle i Landsretten, så jeg var sikker på, at O kom til at være mest hos mig. For mig virkede det fuldstændig urealistisk og etisk uforsvarligt at flytte O fra sin far og sine vante omgivelser. Jeg rationaliserede mig frem til, at det ikke ville være til gavn for nogle af os, og specielt ikke for O. Advokaten