Guderne skal vide, at jeg har tænkt mange tanker undervejs på min rejse ind i rollen som alenemor. Jeg havde aldrig tænkt, at jeg skulle være alenemor. Jeg havde selv en ret stærk fordom om mennesker, der har deres børn alene. Da jeg var barn var skilsmisse noget skrækkeligt noget. Jeg er barn af 80’erne og voksede op i det vi kalder kernefamilien. Mere om det begreb senere. Jeg havde som barn kun adgang til dårlige fortællinger om skilsmisse og alle de problemer det førte med sig. Vrede voksne, tristhed, hjertesorg og stakkelshed. Men det, der er at have medlidenhed med, det er, at det skulle være sådan. Som om det ikke var nok at være normbryder. Hatten af for de kvinder og mænd, der stod alene med forældreskabet i en tid, der var gjort endnu mere af hardcore normer og rigide holdninger eller måske i virkeligheden var gjort af de samme normer og holdninger, som vi er underlagt, men blot på et helt andet stadie i afviklingen af disse. Der var en kollektiv evne til at tie det ud. Man talte ikke om det med os børn. Men vi skal huske på, at vores forældre var børn af mennesker, der levede under krig og i en tid med sandhed i, at kvinden var virkelig på røven uden sin mand. Hvordan skulle min mormor have lært min mor noget andet? Min mormor var dog faktisk ganske særlig, men stadigvæk. Hun blev selv bortadopteret,fordi hun var barn uden for ægteskab. Så hun havde tunge lærepenge i bagagen. Hun var hjemmegående husmor og sørgede for tre børn, mens min morfar gik på arbejde. Min kære mormor. Må du tage verdens længste lur deroppe på skyerne under solen.
Nu står jeg så her selv, altså som deleforælder. Jeg ser mig tilbage og vejen har været lang og kringlet. Jeg har vandret gennem byer og øde sletter. Nogle af de steder jeg har besøgt har jeg listet op her: Skam, Meningsløshed, Ødelagt forevigt, Dårlig Samvittighed, Udskud, Taber, Ødelagt barn, Uduelig, Dårlig mor, Hjertesmerte, Kærestesorg, Tryghedstab, Ensomhed, Ekko, Stilhed….Frihed, Stolthed, Selvstændighed…. Og sikkert flere. Men som du kan se, er paletten af følelser i de mørke nuancer bred. Og som om det ikke var nok, har jeg i forbindelse med min skam over ikke at lykkes med Disney-kærligheden, mere eller mindre ubevidst fået skabt en følelse af, at jeg skulle straffes. Fordi jeg ikke klarede den. Ikke klarede det alle andre klarede. Det måtte betyde, at mit liv bare var dømt til at være hårdt. Jeg har andre ting I bagagen, som gør, at jeg har en relativt stor “mørketolerance” og jeg har tidligt lært at køre på. Det hjælper mig ikke i min tolerance overfor, hvor hårdt “hårdt” er. Jeg tror bare, at jeg troede, at det skulle være sådan. Nu hvor jeg havde fejlet, så måtte jeg også betale. Problemet med den antagelse er bare, at mine forventninger til og drømme for fremtiden blev mindre og mindre.
Jeg havde tanker om, at jeg ikke kunne forvente, at møde kærlighed igen, at jeg skulle være glad for det jeg havde fået. Jeg havde en forestilling om, at jeg var sat af familietoget på en station et sted, hvor jeg ikke havde regnet med, at jeg skulle af. Jeg havde et meget klart billede af, at alle de andre familier bestående af to voksne og to eller flere børn klædt i okkergul og mørkebeige, sad i toget og spiste økologiske blåbær, mens de slog en latter op og talte om deres forestående ferieplanlægning. Alt imens jeg stod et sted på et eller andet herrens trinbræt i ingenmandsland i tæt tåge. Jeg kiggede efter toget og skulle til at sige noget, men kunne ikke finde ordene. Det jeg ville sige var: “Var det det?”. Slutter det her? Slutter livet så her? Hvad fanden skal jeg gøre nu? Jeg var parat til at springe ombord på det første det bedste tog og presse togføreren til at køre alt for hurtigt, så jeg kunne indhente toget med mit liv i. Men sådan fungerer det jo ikke. Og der stod jeg med en oneway ticket til et sted langt udenfor min komfortzone. Jeg samlede min tunge rygsæk op og kiggede mig omkring. Jeg skulle afsted mod en ukendt destination. Og det eneste jeg vidste var, at jeg ikke bare kunne sætte mig ned og lade stå til. For i hånden min, havde jeg en lille barnehånd. Der tillidsfuldt lænede sig ind i mig. Et lille bitte hjerte, der ikke måtte gå mere i stykker. Det er pisse hårdt og helt vildt svært at vælge sin vej, når ens skridt en til en er målestok for et andet menneskes trivsel. Men på mange måder har min datter reddet mig. Der er ingen drivkraft som den i et moderhjerte. Jeg er selv blevet blæst bagover af den viljestyrke og vildskab, der er blevet åbnet op ind til. Nu er det jo ikke sådan, at min datter skal have ansvaret for min overlevelse, men hun var til at begynde med hovedårsagen til, at jeg har kunnet kæmpe tilbage.
Og bevares et flertal af mine vidunderlige veninder er i et parforhold med deres børns far og de gør ikke det der. Altså jeg ved ikke, hvorfor det er det billede jeg får ind på nethinden. Måske fordi jeg har set det i en DSB reklame og har tænkt, at det ikke havde noget med mig at gøre det setup dér. Alt den glæde og alle de blåbær. Ikke desto mindre var det det scenarie, der kørte væk i toget. Nåhmen… Jeg valgte lidt for sent i mit brud med normen at mærke alt, der var at mærke. Men da jeg valgte det, var det et bevidst valg. Jeg var færdig med at overse ting. Så jeg endevendte alt. Dvælede og mærkede. Græd kun sjældent, men mærkede det hele. Den der fornemmelse af at forsøge at holde sammen på det hele under et jordskælv. Typen der klamrer sig til en lampe i mangel på bedre og jo godt med sine to øjne kan se, at det nytter nul, når alt andet smuldrer om skuldrene på en. Når man kommer ud af ruinerne og kigger sig omkring, så er det simpelthen ikke dér man har brug for at samfundets betonstemme skal sige: “Skam dig”. Det er ca det sidste man har brug for. Og jeg fik lyst til at råbe til himlen med grådkvalt stemme, at jeg har et lille barn og at der er brug for tid og fred.
Men hvem skulle egentlig lytte på det. Jo min ven, det skulle jeg selv.
Og da jeg først forstod, at jeg ikke behøvede ligne en eller anden idiot, der efter en uge var fuldstændig ovenpå, så blev det nemmere. Det er en regulær sorg at gå igennem et brud. Uanset om det var til det bedre, om du blev gået fra, om du gik, om der er børn eller ikke er børn og så videre og så videre. Det er en sorg og vi kan ikke flytte os før vi forstår, hvor vi er. Men det er jo super tabubelagt ikke at lykkes i kærlighed. Når jeg ser mine “normale” venner købe bil, købe hus, blive gift, så tænker jeg, at det er for vildt at opleve, at det rent faktisk sker for nogen. Tænk at jeg er omgivet af mennesker, hvor det der sker. Og så sidder jeg her og har nul kroner på min opsparing (ægte - ej nu står der 250 kr faktisk), en cykel der ikke må gå i stykker og en seng jeg er blevet overraskende glad for at sove alene i. Det er et skørt sted at være. Det der sted, hvor man på en eller anden måde lidt venter på, at finde tilbage til sporet. Men hvem siger, at jeg skal finde tilbage til noget som helst? Hvis jeg hele tiden positionere mig i forhold til sporet og hele tiden tror, at jeg er på afveje, ja så er jeg da godt nok kommet lidt ud i noget offpist og skulderhøj sne.
Så var der det med kernefamilien. Kernen. Det inderste af noget. Den inderste del af en familie. Kernen i familien. Vi skal helt ind til kernen i det her. Kerneopgaven. Den sunde kerne. Kernehuset. Den gyldne midte. Som i gængs forstand består af en far, en mor og nogle børn. Men hvorfor er det egentlig sådan? Kernen - det der virkelig betyder noget. Det tætteste, det tryggeste, det bedste? Jeg oplever ikke, at kernen i vores familie er opløst. Jeg oplever ikke, at vi ikke har nogen midte. Jeg oplever ikke, at der er et hul i midten. Jeg oplever, at kernen er ændret ja. Men ikke at den er væk. Og ja. Det kræver sit, at fastholde en kerne i den rodebutik som et brud, med børn involveret, er. I min optik kan alle familier arbejde på en sund kerne og være en stærk kernefamilie. Men hvad så med de nye partnere? Jamen ja… hvad så med dem? De er jo en gave, hvis samarbejdet ellers fungerer. Og kan man måske endda tale om, at der kan være flere kernefamilier, der hænger sammen? Det er sgu da sjældent, at du kun køber ét æble. Ét kernehus. Du køber som regel en pose med æbler og det er der da ikke nogen, der brokker sig over. Men Anna, du kan jo ikke blive ved med at tænke dig som en del af noget større, når din datters far har lavet sig en ny familie. Men hvorfor egentlig ikke? Hvorfor kan jeg ikke det? Mennesker, der går fra hinanden efter de har fået børn, går ikke “bare” fra hinanden. Det kan man ikke. Der er ikke noget “bare” over det. Og hvis alle de voksne vender ryggen til børnene og begynder at opbygge noget andet et andet sted, så er børnene temmelig alene hjemme i kernehuset og står med kerneopgaven selv. Men men men…
Der kan være mange grunde til, at man går fra hinanden. Man kan have dybt ubehagelig oplevelser og scenarier med i kufferten, når man bryder op og det er jo uanset om man har børn eller ej. Men de ting, der går galt mellem mennesker er jo typisk ikke noget, der ikke kan forklares. Og med en nysgerrighed i forhold til og en forståelse for de traumer og skeletter i skabene vi alle sammen render rundt med, så bliver rummeligheden måske også større. Jeg ved godt, at der kan være situationer, hvor man ikke kan enes efter man er gået fra hinanden og at der kan være sikkerhedsmæssige grunde til, at man ikke skal samarbejde eller have noget med hinanden at gøre. Men kernen forvinder jo ikke. De mennesker, der skabte den familie, vil jo til deres dages ende være de mennesker, der skabte den familie. Kernerne i kernehuset. Og de kan falde ud og ryge på gulvet og blive væk og ende i bioaffald. Men de vil til deres dages ende stamme fra det samme kernehus. Og var der noget dårligt i kernehuset, så er det en del af fortællingen. Og en del af børnenes historie. Og jeg VED at der er mange damer på linjen her, der har de vildeste historier om tidligere forhold og jeres fortællinger er så sindssygt vigtige. Jeg kan ikke beskrive nok, hvor vildt det er, at se, hvad forskellige kvinder har rejst sig ud af og op fra. Ingen skal tænke, at jeg tror det er nemt.
Så er der hele den biologiske del og den del, der handler om køn. Og der er dels ikke nogen lov, der siger, at det skal være en mand og en kvinde, der laver dén kernefamilie. Der er heller ikke nogen lov, der siger noget om, at man skal være biologisk forbundet (æblemetaforen bliver utrolig udfordret her, men du forstår billedet) for at være en familie. Der er heller ikke nogen lov, der siger noget om, at man ikke kan være én voksen men børn. Er det en søgt tanke? Formentlig… Lyder jeg som en sindssyg delemor? Måske… Men jeg er altså overbevist om, at man godt kan arbejde med flere kerner. Vi er alle blot mennesker. Mennesker, der hænger sammen af forskellige årsager.
Jeg ønsker mig en verden, hvor vi ære forbindelserne fremfor konstant at definere dem, kappe dem over, spille dem ud mod hinanden (og ja jeg øver mig som en gal i netop det her). Helt optimalt ønsker jeg mig en verden, hvor voksne mennesker (og staten!) tager ansvar for deres andel og derved sætter børnene fri. Og nu er det ved at blive langt det her. Og det ved jeg ærlig talt ikke om var meningen… Jeg har ikke haft en form at skrive efter, det har jeg faktisk aldrig. Jeg håber det var til at læse alligevel.
Afslutningsvist vil jeg forsøge at svare på mit eget spørgsmål fra overskriften:
Hvad er prisen for at bryde op, når man har et barn?
…Prisen blev, for mig, lige præcis dét, jeg tillod den at være.
Var det træls skrevet? Muligvis…. Men ikke desto mindre er det sådan jeg har det. Jeg lod det koste mit eget helbred. Mine penge. Mit hjerte. Mit nærvær. Min nattesøvn. Mit tøj. Alt. Det må ikke koste alle de ting. Det er alt for dyrt. Det må til gengæld gerne koste sorg, nåde og tid. Og du kan, som nævnt, først få lov at tage din sorg rigtigt i hånden, når du anerkender, at den er der. Nåden skal du drysse ud over tilværelsen i generøse mængder. Tænk hvor vidunderligt at finde et lille stykke nåde på gulvet i entreen, når du talte hårdt til barnet midt i regnvejret, fordi gummistøvlerne stod hos far. Eller tænk at finde en hel skefuld nåde, når du klemmer din unge ned i en lidt for lille flyverdragt, fordi der også skal være råd til julegaver. Tiden skal du give dig selv. Og du skal give dig nok af den. Og når du er klar, så kig op…
Kære søster. Kære du. Der var ingen opskrift. Du har ikke gjort noget forkert. Og dine børn er så heldige at have lige præcis dig som mor. Du har forvildet dig ind på bloggen hos Alenemorskab. Du er faldet over den her plade. Du har læst den. Og tusinde tak for det. Ret ryggen, sænk dine skuldrer og træk dit vejr. Og vid, at du er på rette vej. Pludselig lettede tågen og vi kiggede os omkring dér på trinbrættet. Vi fik øje på hinanden. Kvinder i alle mulige afskygninger. Med en masse forskellige fortællinger. Nu går vi skulder ved skulder. Med vores børn i hånden. Og øjnene plantet et sted i horisonten. Det løser sig. Det gør det altid.