Skrevet af Mai Kjeldgaard @maikjeld
Jeg vil starte med, i et forældreperspektiv, at tilkendegive en kæmpe omsorg for alle skilsmisseforældre, som er nødt til, i kortere eller længere perioder, at undvære deres barn. Det er, i min optik, stærkt undervurderet i samfundet og systemet, hvor ødelæggende, altoverskyggende og hjerteskærende, det er at skulle undvære sit barn. Det er direkte i strid med instinktet, og det kan i den grad mærkes. Jeg begriber ikke, at et system, som kæmper med disse ”urkræfter” ikke er bedre rustet til at tage sig af alle parter. De hævder at varetage barnets behov. Det gør de ved at træffe afgørelser ud fra paragraffer. Man kan ikke bebrejde de enkelte aktører i systemet, men man kan angribe forvaltningens struktur og organisation, for ikke at tale om værdigrundlag.
Jeg vil sige, at dette er min side af sagen, som jeg tager ansvar for med bevidstheden om at min datters far muligvis har oplevet det anderledes. Det er vigtigt for mig at sige, at jeg tror på, at vi begge har gjort det bedste vi kunne, i en svær periode.
F Ø R B R U D D E T
Jeg havde barsel med vores datter (O) i 8 måneder, min datters far (X) nåede at have to måneders barsel alene. Vi havde 4 måneder sammen i midten. O havde en almindelig, tryg start på livet, uden komplikationer, hverken under fødslen eller efter. Hun var et barn i trivsel. Jeg ammede i 1 ½ måned.
E F T E R B R U D D E T
X og jeg gik fra hinanden, da O var 10 måneder gammel. Vi kunne ikke få vores forhold til at fungere og jeg traf en beslutning om at forlade ham. Det betød, at jeg skulle flytte fra vores fælles hjem, da han ejede den lejlighed, vi boede i. Jeg var heldig hurtigt at få en lejelejlighed tæt på X, og jeg flyttede. Ingen af os havde forestillet os, at vi skulle stå i en sådan situation, og vi havde ingen idé om, hvordan vi skulle organisere en samværsordning for O, så vi forsøgte med en 3/3-ordning. Vi besluttede da at gå i familieterapi for at få børnesagkyndige øjne på. Familieterapeuten rådede os til, at O skulle være 10 dage eller mere hos mig med en enkelt overnatning hos X, hendes alder taget i betragtning. Den børnesagkyndige meddelte os, at O ville tage direkte skade af at være længere tid væk fra mig. X ønskede, at O skulle være mest hos ham, da han mente, han var den primære omsorgsperson for O. Han forlod mødet i frustration. Herefter var der ingen aftaler.
Jeg valgte at indkalde til et møde mhp afgørelse om bopæl i Statsforvaltningen (som det hed dengang). Jeg besluttede tilmed i samråd med min advokat, ikke at udlevere O til X, før vi havde skrevet under på en samværsaftale, da jeg ikke stolede på, at han ville aflevere hende tilbage. Vigtigheden af X’s rolle og nærvær i O’s liv var jeg helt klar over, så jeg lod ham vide, at han altid kunne komme og være sammen med hende hos mig. X anbefalede, at vi gik til en anden familieterapeut, han valgte, og det indvilgede jeg i. Her blev der lagt megen vægt på tillid mellem parterne, og jeg var klar over, at jeg var nødt til at stole på, at han ville aflevere O tilbage efter samvær hos ham. Vi aftalte, at O skulle sove hos ham en nat og afleveres dagen efter. Hun kom ikke tilbage, han ønskede ikke at aflevere hende, og jeg måtte ikke komme og se hende. Dette stod på, indtil vores første møde i Statsforvaltningen.
S T A T S F O R V A L T N I N G E N
Da vi kom til mødet, havde hverken mødeleder eller ”børnesagkyndige” (som var socialrådgiver af uddannelse) læst det materiale, vi hver især havde indsendt. Det indsendte var skriv om O’s trivsel, vores syn på sagen, osv. De gav til mødet udtryk for, at vi var ligeværdige, omsorgsfulde forældre. O var på dette tidspunkt stadig 10 måneder. Vi havde (har stadig) fælles forældremyndighed, og ingen af os var interesserede i at ændre dette. Under mødet hørte jeg for første gang om ”varslingspligten” (forældreansvarsloven §18). Her fandt jeg ud af, at fordi jeg var fraflyttet adressen, uden at have meldt det til X senest 6 uger før flytning, ville han automatisk blive midlertidig bopælsforælder. Statsforvaltningen anbefalede en samværsordning på 10/4, hvor O skulle være 10 dage hos X og 4 dage hos mig. Under mødet pressede mødelederen mig til ”bare” at skrive under på disse anbefalinger, da det, som hun sagde, ville være nemmest for alle. Argumentet var, at jeg ikke havde handlet i overensstemmelse med §18. Jeg havde aldrig hørt om §18 før dette møde. Jeg skrev ikke under. Mødet tog i alt to timer, ingen havde nogensinde set, hørt eller læst om vores datter eller os som forældre. Jeg undrer mig stadig over, hvordan man kan forsøge at træffe en så indgribende afgørelse på baggrund af en paragraf.
B Y R E T T E N
Efter mødet i Statsforvaltningen, ønskede jeg, at få sagen afgjort i byretten. Vi blev hurtigt indkaldt, og deltog begge med hver vores advokat. X fremhævede Statsforvaltningens anbefalinger, og underkendte vigtigheden af O’s samvær med mig. Han ønskede ikke, at jeg skulle have samvær med O mere end max 4 dage, da hun, med sine 10 måneder, havde behov for en fast base. Byretsdommeren forsøgte at overbevise ham om, at O havde behov for mere og hyppigere samvær med mig, grundet hendes alder. Dette ønskede X ikke. Derfor blev afgørelsen følgende:
”Begge parter har deltaget på lige fod i pasning af og omsorg for O, og begge parter findes lige egnede til at varetage hendes behov herfor også fremover, ligesom de begge ønsker at arbejde på at finde en ordning, der i størst muligt omfang tilgodeser O’s behov. Ud fra en samlet vurdering finder retten imidlertid, at det er bedst for O, at hun har bopæl hos sagsøger, som skønnes at være den, der lettest kan medvirke til at etablere samvær mellem parterne.”
Byretten afgjorde, at jeg skulle være bopælsforælder, da der var en bekymring for, at O ikke kom til at se mig nok. X valgte at anke sagen til Landsretten umiddelbart efter.
I N G E N A F T A L E R
I det øjeblik X ankede sagen, gjaldt byrettens afgørelse ikke længere. Vi stod nu uden afgørelse om samvær eller bopæl. Ingen regler eller aftaler.
Min advokat rådede mig til at flytte til Sverige med O og opgive min uddannelse, indtil vi skulle i Landsretten, så jeg var sikker på, at O kom til at være mest hos mig. For mig virkede det fuldstændig urealistisk og etisk uforsvarligt at flytte O fra sin far og sine vante omgivelser. Jeg rationaliserede mig frem til, at det ikke ville være til gavn for nogle af os, og specielt ikke for O. Advokaten fortalte samtidig, at det var yderst sjældent, at Landsretten omstødte en afgørelse, som Byretten havde truffet. Efter sigende, var der 99 % chance for, at jeg fik medhold i bopælspligten, også i Landsretten.
O skulle starte i vuggestue den kommende uge, og jeg forestillede mig scenarier, hvor X og jeg stod i institutionen, og ikke kunne blive enige om hvem, der skulle have hende med hjem. Jeg var bekymret for, at O skulle opleve disse konflikter. Derfor besluttede jeg, at efterleve Statsforvaltningens anbefaling om, at O skulle være 10 dage hos X og 4 dage hos mig i perioden, inden vi skulle i Landsretten. Jeg gjorde det for O’s skyld.
Desværre var der ventetid på at komme i Landsretten, der gik omkring 3 måneder, inden vi blev indkaldt.
L A N D S R E T T E N
I tiden mellem Byretten og Landsretten, havde O været 10 dage ud af 14 hos X, og dommeren omstødte byrettens afgørelse, så X fik medhold i bopælen, med den begrundelse at tilknytningen til X var størst. Denne afgørelse blev udelukkende truffet, fordi O har været flest dage hos X. Landsrettens begrundelse og afgørelse:
”Som anført af byretten har begge parter deltaget på lige fod i pasningen af og omsorgen for O, ligesom begge parter findes egnede til at varetage hendes behov også fremover.
Under hensyn til at O i det alt væsentlige efter samlivsophævelsen har haft bopæl hos appellanten, findes det bedst for O, at hun fortsat har bopæl hos appellanten. ”
Havde ventetiden til mødet i Landsretten været kortere, var dommen ikke blevet omstødt. Jeg følte, at jeg blev “straffet” for at forsøge at gøre situationen bedre og nemmere for min datter.
T I D E N E F T E R S O M S A M V Æ R S F O R Æ L D E R
Nu var X bopælsforælder med 10 dage og jeg var samværsforælder med 4 dage. Jeg havde samvær med O en fast eftermiddag midt X’s samvær, hvor jeg måtte hente hende fra vuggestue, tage på legepladsen og så aflevere hende hos X til aftensmad.
Jeg blev, af X, forbudt at ringe og sende sms’er, så jeg havde ingen kontakt til vores datter under deres samvær. Vores samarbejde var kompliceret af mistillid og manglende kommunikation. Jeg havde ingen idé om, hvad X og min datter havde foretaget sig i deres samvær, ej heller hvordan hun havde det. Vuggestuen var den eneste kilde til information.
F L E R E M Ø D E R I S T A T S F O R V A L T N I N G E N
Jeg indkaldte til samarbejdsmøde i Statsforvaltningen, da jeg havde håb om, at få et bedre samarbejde med X. Hver gang anbefalede Statsforvaltningen samarbejdskurser hos “KIFF”, men X var ikke interesseret, og KIFF-kurser er frivillige. Møderne i Statsforvaltningen er præget af en “ord mod ord”- argumentation. Der bliver ikke undersøgt nærmere omkring forhold i dagligdagen uden for daginstitutionen. Sms-beskeder, mail- korrespondancer, osv, mellem forældrene, er der ikke rutine for at tage stilling til. Jeg oplevede, at jeg, som samværsforældre, ikke havde meget at skulle have sagt.
For at få fastsat feriesamvær, måtte jeg igen indkalde til møde i Statsforvaltningen, da X blot ville give mig en uges sommerferie med O om året. Afslutningsvis var vi til et møde omkring samvær, hvor mit eftermiddagssamvær med O blev lavet om til en ekstra overnatning.
Som bopælsforælder har man rettigheder til enerådigt at træffe valg om daginstitution. Dette har X enerådigt besluttet. Jeg er ikke blevet involveret i disse beslutninger.
Det lykkedes mig aldrig at motivere X til at deltage i et samarbejdskursus.
Det lykkedes ham at slippe udenom samarbejdsmøder i både Forvaltningen og i daginstitutionerne. Samtidig var det tydeligt at se på O, at hun var mere indelukket, når samarbejdet var kompliceret. Det følte jeg en enorm afmagt over.
I D A G
I dag har X stadig 9 dage og jeg 5 dage. O er 5 ½ år gammel, og skal starte I skole til maj. Vi har sammen drøftet skolevalg, og samarbejdet er blevet bedre. X ønsker dog stadig ikke, at O skal have mere samvær med mig. Jeg har flere gange kontaktet min advokat, men må gang på gang give op på at få mere samvær. Problemet er, at når forældrene ikke er enige om samvær, og har et kompliceret samarbejde, anbefaler Familieretshuset (som det hedder nu) ikke en 7/7-ordning. Jeg skal kunne bevise med en udtalelse fra daginstitution eller skole, at O ikke trives I den nuværende ordning, før det er muligt at lave samværet om. O har igennem flere år haft perioder, hvor hun bliver indelukket, har separationsangst og har svært ved at vise sine følelser. Sommetider kan jeg ikke engang gå på toilettet, uden hun skal med. I en alder af 5 år har hun været unaturligt dygtig til at kontrollere sine følelser, og har ikke normale, alderssvarende følelsesmæssige reaktioner, men der er delte meninger om alvoren i børnehaven. Jeg har appelleret til X og børnehaven om, at O bliver observeret af en psykolog i børnehaven, men det ønsker X ikke, og han har som bopælsforælder alene rettighed til at bestemme, om O skal tilses af en psykolog. Jeg er oprigtig bekymret for nogle af disse udfordringer hos vores datter, men jeg bliver mødt med, at det kun er noget jeg sætter i gang, fordi jeg, af egoistiske årsager, ønsker mere samvær.
Konklusionen må være, at så længe jeg kan se, at O trives, betyder samværsordningen ingenting, specielt ikke nu, hvor hun er blevet ældre. Det der betyder noget for mig er samarbejdet omkring O, da hun blomstrer op, når samarbejdet er godt.
Jeg må dog indrømme, at jeg mener, at Statsforvaltningen dengang lavede et direkte overgreb på min datter ved at forsøge at fjerne hende 10 dage hver 14. dag fra mig, da hun kun var 10 måneder gammel. Jeg kunne forstå anbefalingen, hvis O havde lidt omsorgssvigt hos mig, eller hvis jeg, af en eller anden grund, var forhindret i at tage vare på min datters behov. Men denne anbefaling udsprang udelukkende af en paragraf. Biologisk og etisk set, er det, i min optik, et overgreb. Aktuelt håber og beder jeg til, at O ikke har fået varige mén af adskillelsen.