Enlige mødre skaber fremtidens familier.

Af: Pia Olsen



“Det må være hårdt”, siger folk ofte når jeg fortæller dem, at jeg er enlig mor. En gang imellem forsvinder det medfølende ansigtsudtryk, når jeg så fortæller, at jeg selv har valgt det, og har fået mit barn ved hjælp af donor. ”Så har du selv været ude om det”, sagde en ældre mand engang, med et udtryk somom jeg havde snydt mig til medfølelse jeg ikke havde krav på. Gennem tiden har jeg mødt mange, der synes, at når jeg har valgt at få min datter alene, så må jeg også selv tage tørnen uden at pive. Og jeg piver heller ikke men uanset, hvordan man har valgt at blive forælder, så kan det godt være hårdt engang imellem. Det tror jeg alle forældre kan føle, uanset om de er single eller double-forældre.

Men faktisk tror jeg ikke, at det er hårdere at være solomor end atvære mor i en familie med to forældre. Solomorfamilien kan nemlig noget andet end kernefamilien. Jeg opdagede det, da jeg selv var nybagt mor og sad hjemme på sofaen med en lille Karla i armene. En kollega kom forbi for at se det lille vidunder. Inden hun gik, støvsugede hun, på eget initiativ, hele lejligheden. En anden veninde kom uanmeldt forbi med foliebakker stablet i en stor sæk. Det var til fryseren. Portionsmad, der bare skulle varmes. I de første par år ringede folk stort set altid inden de kom og spurgte, om jeg manglede mælk, bleer eller andet, for så kunne de lige tage det med. Jeg opdagede også at morfar og mormor, uden sure miner kørte på døgnapoteket efter medicin midt om natten.Mængden af hjælpende hænder var overraskende stor.

Jeg har heller aldrig skulle diskutere børneopdragelse med min partner, eller sluge skuffelser over at min partner ikke bød ind med hjælp, når jeg havde brug for det, og da min datter var lille og krævede al min opmærksomhed, kunne jeg give hende det, uden at tænke på om det mon gik ud over mit parforhold.

Jeg er sluppet for mange bekymringer ved at få barn alene. Og når jeg har haft brug for en ekstra voksen, er venner, bekendte og familie trådt til. Og det har ændret vores relationer. Vi er kommet tættere på hinanden, har fået større indsigt i hinandens hverdag, og er blevet mere fortrolige. Jeg har virkelig nydt at komme det skridt tættere på mine venner og familie.

Mine søde veninder i parforhold har ofte spærret øjnene op i benovelse og sagt ”bare det var mig”, når jeg har fortalt om al den hjælp, jeg har modtaget. Og ja, jeg tror faktisk, at det er særligt for solomorfamilien. Jeg tror, at det er nemmere at træde til og hjælpe fordi familien med udefra sete øjne ikke er komplet. De har ikke følt, at det gik ind over grænsen til familiens hellige midte, når de hjalp mig. Og jeg har heller ikke tænkt, at ”det her må vi klare i familien”.

Så nej jeg har ikke oplevet det hårdere at blive mor alene, end det er for mine veninder, der har mænd. Men som jeg har oplevet som særligt for mit moderskab, er at folk ofte har følt sig frie til at give deres mening om mit valg, til kende. Helt uopfordret har jeg gang på gang skulle høre på, at både mænd og kvinder synes, det er synd for mit barn, at hun ikke har en far. At jeg skulle have fundet mig en mand i tide, så min datte