Jeg er altid alene med mine 3 børn - en på 15 og tvillinger på 2 år. Jeg har ingen forældre, og mine venner har aldrig tilbudt at hjælpe.
Da tvillingerne tog e-cool med hjem fra vuggestuen og smittede os andre, var det nogle heftige dage herhjemme. Opkast og tyndskid og vasketøj og skifte sengetøj konstant. Den dag jeg blev ramt skulle jeg på wc 36 gange. Jeg har aldrig oplevet noget lignende, og jeg blev nødt til at være oppe tæt på badeværelset hele dagen. 36 gange. Sent på dagen kunne jeg faktisk se at jeg havde tabt mig. Jeg mistede jo vildt meget væske 😅
Da tvillingerne ugen efter fik RS-virus med hjem fra vuggestuen og blev indlagt 5 dage pga vejrtrækningsproblemer mærkede jeg tydeligt, at jeg er enlig mor hele tiden.
Min ældste datter måtte ikke være sammen med os og sove på stuen med os. Hun havde selv fået RS-virus og havde feber og kastede op. Men personalet ville ikke tillade at hun blev hos os. Hun har aldrig nogensinde før været alene hjemme om aftenen og natten, så det var virkelig ikke rart for hende. Og slet ikke når hun var syg med feber. Det var hårdt at jeg ikke fik lov til at være der for alle mine 3 syge børn, og lade en i stikken.
Da min teenager så 14 dage efter skulle indlægges til observation i 3 uger, hvor det er meningen at en forælder er med dag og nat, måtte jeg jo heller ikke være der sammen med tvillingerne.
Så min 15 årige måtte igen være alene i de 3 uger. Jeg kunne besøge hende lidt om eftermiddagen, men aften og nat var hun alene. Der er bare ingen forståelse for at der findes enlige forældre, der selvfølgelig skal være sammen med alle sine børn - især når de er syge.
Det var i forvejen meget svært at skulle efterlade min datter helt alene på sin stue. Men jeg håbede at hun var i gode hænder. Men allerede senere på dagen ringede hun hjem og var ked af det. En ældre sygeplejerske var kommet ind til hende, uden overhovedet at præsentere sig selv. Hun begyndte at starte samtalen med min datter sådan her, i en grov tone:
“Hvorfor skal du hedde sådan et besværligt navn (Almalivia). Hvorfor kan du ikke bare hedde Alma!? Og så spurgte hun nedladende til, om min datter ikke selv gjorde noget som helst for at mindste sine smerter. Hvilket hun jo selvfølgelig gør. For sygeplejersken havde lige brug for at sige, at når hun havde hovedpine, så hjalp det altså hende at komme ud og være social.
Men min datter er netop indlagt fordi hun ikke har overskud til at være social pga smerter, og det er jo bekymrende. Så bare fordi den sygeplejerske syntes det hjalp på hende selv, skal hun jo have forståelse for at andre kan opleve det anderledes. Og at snakke sådan til et indlagt barn, som er helt alene, er simpelthen uacceptabelt. Så jeg drog afsted til Herlev næste morgen og bad om at snakke med enten den sygeplejerske eller en anden. Jeg fortalte det til en anden, da hun ikke var på arbejde, og hun tog en snak bagefter med min datter. Og så blev den sygeplejerske fjernet som hendes aftenkontaktperson.
Der kom også en anden ældre sygeplejerske og var grov over noget andet. Min datter sad så en dag og fortalte om de 2 til en af de andre mødre, og der var der en sygeplejerske der overhørte deres samtale. Hun spurgte så min datter om hun lige måtte snakke alene med hende. Hun var ked af at høre at hun havde haft sådan en oplevelse, og spurgte om hun måtte fortælle det videre til sin leder, for den måde min datter var blevet behandlet på var ikke ok. Gad vide om de havde talt så grimt til min datter, hvis jeg også havde været derHvilket jeg jo ikke måtte. Og havde efterladt hende i utrygge hænder.
Men vi har da klaret det hele plus meget mere. Så længe vi har hinanden og er samlet ❤️
Ivalo