Mit navn er Celine og jeg er 26 år gammel. Jeg er uddannet adfærdsspecialist i hunde samt salgsassistent m. Speciale i detail og kapitalkædedrift, og har sat i ledelsen i to forskellige virksomheder i Aarhus igennem de sidste 6 år; samt arbejdet frivilligt med rehabilitering og håndtering af hunde/ejere med adfærdsændring. Jeg er alenemor til min søn på snart 8 måneder, som mentalt og fysisk er ligesom min helt egen lille klon; hvilket man nok ikke burde smile så meget over… but i love it. Vi bor i vores egen splinternye lejlighed, med alt hvad mit “anti husejer hjerte” begærer… og nyder det sidste stykke tid af den sygt dejlige barsel vi har tilbage. Det jeg gerne vil åbne mig op om idag er virkelig uformelt, ømt, intimt og meget ærligt - hvilket er super grænseoverskridende, men virkelig vigtigt og terapeutisk for mig; og jeg kan kun håbe at i får en eller anden form for tanke ud af dette. Det kommer til at handle om mit graviditets forløb og lidt derefter, som jeg virkelig håber at nogle kan relatere til eller lære fra. Det var i hvert fald ikke hvad jeg havde håbet, at min første graviditet ville være præget af. Først og fremmest, så har jeg trukket nitten og er diagnostiseret med PCOS (hurtigt google søgning vil hjælpe dig). Det blev jeg da jeg var 17, samt med dommen “dårlig fertilitet” og en masse stik, prøver og fuldstændigt samme svar hver gang. På trods af min dårlige fertilitet, så har jeg stadig proppet mig med p-piller, fordi for at være ærlig; så er jeg ret vild med at kunne styre min ukontrollerbare menstruation, på trods af de utallige bivirkninger. I den teori, ville man jo så også tro at man er lidt dobbeltsikret; p-piller og dårlig fertilitet = NO BABIES!! Skæbnen ville at jeg skulle have et barn, and thank fate for that; men hvad skulle have været en lykkelig start på rejsen til moderskabet, viste sig at være virkelig negativt. Min graviditet startede ud med faste kasser og fordomme til alenemoderskabet, og faderen til min søn fik igennem hele min graviditet fortalt mig “du er selvisk og egoistisk”, “du ødelægger barnets liv, ved ikke at give det de rigtige forudsætninger for en familie”, “du ødelægger mit liv og mange andres” og “hvordan skal jeg fuldføre mine drømme, når du har knust dem - og hvem vil starte et forhold med en der har et barn”. Det er f****** barske sætninger at få smidt i hovedet hele tiden, og specielt også at starte en graviditet på. Ligeledes blev jeg flere gange i min graviditet konfronteret med “hvorfor så ikke bare bruge en sæddonor?” Af både faderen og andre. Det var åbenbart mere acceptabelt at jeg blev alenemor via kunstig inseminering, end ved beskyttet sex (kun mig der “beskyttede” os) som har af konsekvens, at blive overskrevet af “biologiens mægtige kræfter”. Jeg ved jo godt det alle virkelig spørger om er “hvorfor ville du tvinge en til at blive ufrivillig forælder?” - nååårrrrhhhhhhhhhh, ej det er jeg da virkelig ked af; at hans alt hellige røv rent faktisk skal tage stilling til hvad hans sæd har sat igang. I ser ikke mig stå og sige “hvorfor kom du?…. du tvang mig til at blive gravid”. Ligegyldigt hvordan jeg ville argumentere; så var hans kommende single far rolle mere accepteret/respekteret end min kommende alenemor rolle… da hans kommende deltagelse ville være et “sacrifice for the better good” .Alt i alt, så valgte jeg jo ikke at blive gravid; den kontrol havde jeg ikke i hænderne… men kontrollen om at bestemme over min krop og vælge til eller fra den stod til mig; tager man alle faktorene i behold i den her slags situation jeg stod i, så er det også en svær beslutning som både har fordele og ulemper - men som en voksen person, så tager jeg ansvar for min krop/mentalitet og så må den priviligerede DRENG grow the f**** up og tage sit valg. Det var ikke kun privaten der proppede alenemoderskabet i en lukket kasse - selv familiehuset, som jeg troede leverede ydelse og rådgivning i barnets tarv, viste sig fra en meget subjektiv side. På trods af forklaring anliggende at min søns bio far ikke ville have den store del i hans liv, så hverken kunne eller skulle jeg tage beslutninger på min søns vegne alene - for når han havde en far, om han var en del af det eller ej… så skulle vi være enige om alle store beslutninger i barnets liv. Hans selvvalgte besøg hver 5 uge på en time, gav ham ligeså mange kompetencer til at kunne forudse min søns behov i fremtiden. På ikke et tidspunkt, blev jeg rådgivet ang hvad var det bedste for barnets tarv; på trods af at det var den rådgivning jeg søgte. Hvis dette så var familiehusets svar, så er vores forventninger til fædre i dette land alt for små! Det gav mig også en uretfærdig fornemmelse, at jeg som mor GERNE VIL men også SKAL gøre alt for mit barn; men faderen kan gøre det absolutte minimum og får dermed den samme procentdel myndighed over min søn. Samt medbestemmelse i alle store beslutninger, uden at kende sit barn. Jeg udsender sikkert nogle “major bitter bitch vibes”, og det er jeg sikkert også - men det er mine ærlige tanker, de er der og jeg skal også lære at håndtere dem… jeg er ikke perfekt! Min uretfærdighedsfølelse bunder jo nok i, at jeg vil have et klart svar og ansvar på plads… enten er du der, eller så er du der ikke; og hvis man ikke selv kan komme frem til en konklusion, så forventer jeg at fagfolk kan tage en beslutning for barnets tarv - og ikke en bjørnetjeneste via fælles forældremyndighed til faderen, som kan valse ind og ud… og det lyder nok som om at jeg helst vil have at min søns bio far bliver væk, og det vil jeg nok også med hvad jeg har set indtil videre - if it quacks like a duck, and walks like a duck, it probably is a duck. Personligt mener jeg selv jeg er ret godt stillet og priviligeret som alenemor; jeg tjener rigtig fint, og føler aldrig at jeg eller min søn mangler noget; hverken materielt eller emotionelt, vi har min fantastiske klan bestående af familie og tætte venner, som absolut elsker min søn og bridrager med alt det bedste til hans liv. Mentalt føler jeg mig hjemme i min nye rolle som mor, og stræber efter at give min søn det han fortjener af god navigering igennem livet. Hvorfor så stadig i skyggens grå seancer af samfundet, ses jeg stadig ikke som værende den bedste forudsætning for min søn… uden en partner ved min side? Heldigvis ved JEG at jeg er den bedste forudsætning for min søn, og det samme fortjener DU/I at vide. Dig alene, eller dig med din partner er lige præcis hvad dit eller jeres barn/børn har brug for. Vi som mødre er ikke mindre eller mere værd, hvorvidt om vi har en partner eller ej. Fra min egen opvækst perspektiv har jeg set moderskabet med og uden partner, og kan kun konkludere at ligegyldigt hvad; så er kvinden det mest beundringsværdige væsen jeg har været i rum med og på trods af samfundets manglende hyldest til alenemoderskabet… så føler jeg mig værdig og mere til.
top of page
bottom of page