Da jeg var 20 år gammel, var jeg på et af den slags højskoleophold, hvor man tager til Afrika i fire måneder for at opbygge noget. Vi skulle bygge et børnehjem. Arbejdet gik godt, fordi vi alle havde følelsen af at deltage i et fællesskab, hvor vi virkelig gjorde en forskel, og humøret var højt. Verden føltes åben og alting føltes muligt, og jeg faldt pladask for en af de lokale partnere, en ung mand på min egen alder.
Victor gengældte mine følelser, og vi fandt snart ud af, at han da skulle med mig hjem til Danmark. Dengang, før 2001, var det ikke så svært som i dag, så det gjorde vi ”bare”. I gåseøjne, for jeg havde ikke forestillet mig, hvor svært det ville være for Victor, eller hvor svært jeg ville have ved at forstå det. Det gik ikke særlig godt, da vi skulle finde ud af at have en dansk hverdag sammen. Jeg blev mere og mere utilfreds, han blev mere og mere tavs og indesluttet, og efter et par år blev vi skilt. Når jeg ser tilbage, kan jeg godt undre mig over min egen utålmodighed, men jeg er også blevet meget ældre siden.
Victor tog tilbage til sit hjemland, og først efter nogle måneder opdagede jeg, at jeg var gravid. Jeg prøvede at ringe til ham, men nummeret fra flere år tidligere var ikke længere i brug. Det lykkedes mig at få fat i hans bror, som lovede, at han ville bede Victor om at kontakte mig, men jeg hørte intet. Livet som alenemor og studerende var hårdt, og der gik derfor et godt stykke tid, før jeg fik taget mig tid til at ringe til broren igen, men nu duede hans nummer heller ikke længere. Victor fik derfor aldrig at vide, at han havde en datter i Danmark.
Ida var en stilfærdig pige, men var næsten altid glad og havde masser af venner. Om hun var klar over, at hun skilte sig ud med sine mørke øjne, sorte spiralkrøller og gyldenbrune hud, ved jeg ikke, for vi talte ikke om det. Jeg gik derfor ud fra, at det ikke var vigtigt for hende. Så mødte jeg Mads, som kom med en søn fra et tidligere forhold, og senere fik vi endnu en lille pige. Ida gav ikke på nogen måde udtryk for, at hun følte sig anderledes i sin familie med to hvide forældre og to hvide søskende. Mads elskede sin bonusdatter som sine biologiske børn, og vores familieliv var harmonisk.
Jeg har altid ment, at alle mennesker er lige meget værd, og at hudfarve er ligegyldig. Jeg opdrog mine børn i samme ånd. Vi talte aldrig om hudfarve eller om alle de forudfattede meninger, hudfarve kan medføre. Der var ikke så mange afro-danskere, der hvor jeg boede, men Ida gav aldrig udtryk for, at hun savnede noget, så det mente jeg ikke, var noget problem. Jeg syntes, at det ville være kunstigt og måske endda racistisk, hvis jeg opsøgte en afrikaner med det ene formål, at min datter skulle være sammen med nogen, der lignede hendes biologiske far. Hun klarede sig godt i skolen og var populær, så jeg tænkte, at alting gik godt.
Hvor meget, jeg egentlig tog fejl, gik først op for mig, da Ida blev teenager. Hun var meget vred på mig og ville slet ikke have noget med mig at gøre, og jeg forstod det ikke. Hun var en teenager i færd med at danne sin egen identitet, og konflikter var forventelige, men jeg syntes ikke, at jeg havde fortjent, at alt, hvad jeg stod for, og alt hvad jeg var, blev afvist på den måde. Men det var jo tydeligt, at min dejlige datter var ulykkelig og vred, og jeg anede ikke, hvad det var, der plagede hende.
Ida og jeg havde flere og flere konflikter, og det hele kulminerede i et skænderi, hvor hun med al den følelsesmæssige intensitet, en ulykkelig teenager kan mønstre, skreg ad mig, at jeg aldrig nogen sinde havde set hende:
”Du er så optaget af din egen godhed og farveblindhed, at du ikke kan se, at jeg ikke er som alle andre! Du har aldrig interesseret dig for, hvordan det er for mig altid at være udenfor og anderledes. Det var aldrig noget, jeg kunne tale om. Med nogen! Er du klar over, hvor ensom, jeg har været hele mit liv? Jeg var bange for at gøre dig ked af det, hvis jeg kom og fortalte, at jeg savnede nogen at spejle mig i. At jeg ikke vidste, hvem jeg var. Jeg prøvede at passe ind, men jeg blev hele tiden stemplet, fordi jeg ikke ser dansk ud! Jeg prøvede at være som alle andre, men det er jeg jo ikke, og alle kan se det! Og jeg anede ikke, hvem jeg så skulle være. Jeg havde ikke nogen rollemodeller, jeg aner jo ikke, hvor jeg kommer fra! Men alle andre har en masse idéer om, hvem jeg er, fordi jeg er sort! Og du har aldrig villet indse, at den slags problemer overhovedet eksisterer her i verden!”
Jeg var så målløs, at jeg helt glemte at være vred. Jeg havde troet, at min datter havde det godt, at hun var hævet over hudfarve og kultur, fordi det ikke var vigtigt for mig, og at hun ikke længtes efter at kende sin baggrund, fordi hun ikke talte om det. Jeg havde altid givet udtryk for, at udseende ikke betyder noget. Jeg troede, at jeg gav hende et solidt ståsted i verden. I stedet havde jeg givet hende en følelse af, at jeg ikke accepterede hende helt, og at hun ikke kunne tale med mig om ting, der havde med hendes afrikanske rødder at gøre. Hun havde følt sig rodløs, ufuldstændig og fuld af forbudte følelser. Jeg gav hende en uforbeholden undskyldning.
Det lykkedes faktisk gennem min gamle højskole at opspore Victor. Det havde helt sikkert også været muligt, da Ida var lille, men jeg havde ikke givet det nogen høj prioritet, fordi jeg havde travlt med alt muligt andet og ikke tænkte, at det var specielt vigtigt. Ida blev jo elsket af de mennesker, der var omkring hende, og så var alt andet uvæsentligt, mente jeg. Nu sad jeg og holdt min modige datter i hånden, første gang hun talte i telefon med sin far. Vi græd alle tre.
Den næste sommer tog Ida og jeg til hendes fars hjemland, og de så hinanden for første gang nogensinde. De lignede hinanden på så mange måder, og jeg var dybt berørt over at se den åbenhed og kærlighed, hele Victors familie modtog hende med. Nu havde hun pludselig et hav af tanter, onkler, fætre, kusiner og bedsteforældre, og de tog alle lige varmt imod hende. Victor havde også giftet sig igen, og Idas afrikanske søskende hang på hende fra det øjeblik, hun trådte ind af døren, og forsøgte ihærdigt at blive hængende, når hun skulle gå. Idas afrikanske stedmor lærte hende nogle tricks til at passe sit hår, og hun begyndte at bære det naturligt i stedet for at rede krøllerne næsten helt ud.
Det var en lidt stærkere og helere datter, jeg rejste hjem med efter de tre uger, hun tilbragte med at begynde at lære den den anden halvdel af sig selv at kende. Nu taler hun i telefon med sin afrikanske familie mindst en gang om ugen, og har allerede været dernede på besøg tre gange mere, den sidste gang uden mig. Hun er altid glad og virker afklaret, når hun kommer hjem fra sådan en tur. Hun taler om at prøve at bo der et års tid, når verden engang åbner op igen.
Jeg kom til at afskære mit barn fra hendes rødder og gøre hendes oplevelse af at være brun i Danmark forbudt at nævne, og selvom jeg gjorde det i den bedste mening, gjorde jeg hende også ondt. Vi er begyndt at tale åbent om fordomme og diskrimination herhjemme. Jeg mener stadig, at alle mennesker er lige meget værd, men jeg har lært, at forskellighed ikke er ligegyldigt. Jeg synes, at det er alt for lidt anerkendt i Danmark, når vi taler om ”uønskede kulturer”. Rødder giver identitet, og skærer man rødderne over, risikerer man at skabe halve mennesker.
Rikke, familiesammenført i 1996, skilt i 1999.