Skrevet af:
Charlotte @hardtmadsen
OBS navne er anonymiserede
Klokken er 06 tirsdag morgen, jeg vågner af en mail fra eboks “Brev fra familieretshuset”. Mit hjerte banker. Dagen er kommet - jeg har ventet på denne dag i 5 år. Min indlæggelse for 5 år siden i 6 uger bliver bragt på banen af min datters far. BeskyldnInger om psykisk sygdom, manglende behandling, medicinsvigt, depression, hukommelsesvigt, mangel på overskud, og der bliver kastet med diagnoser som var det kaniner ud af tryllekunsternes hat.
Han vil have ændret i samværsordningen.
I 2016 var hendes mor indlagt i psykiatrisk regi og i denne periode var det Nikolai alene fuld tid, der tog sig af Emma. Sådan husker jeg det beskrevet i en børneudtalelse fra børnehaven. Jeg er “hendes mor” og Nikolai er Nikolai. Jeg har ikke engang et navn.
Jeg, Charlotte var indlagt i 6 uger på 5 døgns afsnit på frb sygehus - havde min datter i weekenderne. Jeg blev indlagt efter en meget hård graviditet og kæmpe svigt i forholdet. Tog selv kontakt til akut afsnit efter jeg havde bundet en ledning om halsen og skrevet et farvel-brev.
Jeg kunne ikke mere. Jeg havde kæmpet mig gennem graviditet, amning, var blevet forladt, svigtet og stod nu tilbage med en depression og angst.
Fik diagnosen “borderline” meget kort efter indlæggelse. En diagnose som blev fjernet og erstattet med ptsd og angst.
Har ikke mærket symptomer siden jeg valgt at gå “no contact” med min datters far for 2 år siden.
Brevet fra familieretshuset giver mig kort angst igen og i 3 måneder må jeg vente på et møde.
Mødet med familieretshuset giver mig håb. De har læst mit modsvar hvori jeg følte mig nødsaget til at give samtykke til ALLE mine sundhedsoplysninger, jeg må forsvare alt i mit liv, beskrive mit liv i detaljer, forklare og genfortælle mine traume fra forholdet og graviditet.
Den børnesagkyndige til mødet gør mig tryg allerede fra start. Jeg husker hende fortælle at de i familierethuset ser forskelligt på psykisk sygdom og psykiske hændelser pga sammenbrud og efter traume. Dette medvirker til at sagen bliver lukket.
På en måde har det møde med familieretshuset givet mig ro i kroppen som aldrig før.
Jeg tror at det har været tidsperspektivet der har været med til at sagen blev lukket. Det er 5 år siden jeg var indlagt og ikke mindst at jeg beviser via samtykke til alle sundhedsoplysninger og at jeg i samarbejde med advokat udarbejder et modsvar på hvorfor jeg blev indlagt.
Jeg har en ptsd diagnose efter at have været i et usundt forhold.
Jeg græd da den børnesagkyndige fortalte at min fortid med indlæggelse var trukket ud af ligningen.
Min indlæggelse på psyk kan aldrig bruges imod mig igen i denne sammenhæng.
Der er et stort fedt punktum for det kapital. Et kapitel som jeg ser tilbage på med stolthed - jeg tog ansvar - jeg tog kontakt - jeg overkom - jeg var en god mor gennem hele forløbet - jeg mødte mennesker som jeg aldrig glemmer og som reddede mig - jeg blev klogere - jeg blev lykkelig - jeg blev en bedre mor og et bedre menneske - jeg kan bruge det i mit arbejde og i mit private liv.
Når jeg er på arbejde i børne-og unge psykiatrien giver alt meningen. Min indlæggelse var meningen og jeg er evigt taknemlig for at have modet til at råbe hjælp da lokummet brændte på trods af tabuer, frygten for konsekvenserne fordi jeg var mor, og frygten for at det ville blive brugt mod mig - som nu 5 år senere.
Jeg har indgivet klage over børnehaven, jeg råber højt om min indlæggelse med stolthed og jeg stopper aldrig!
Psykiske sammenbrud, lidelser og diagnoser må ALDRIG beskrive et menneske eller hvordan man er mor ❤️
