Det gik meget hurtigt med at volden blev værre. Fra den først gang hvor han tog hårdt fat i mig og holdt mig fast til, at han til sidst pressede og holdt mig fast op af køkkenvæggen. Jeg havde blå mærker flere steder og skrammer på kroppen.
De voldelige hændelser stod på i 1 mdr før jeg fik sagt ordentligt stop.
På dette tidspunkt var jeg ca. 4mdr henne med vores barn.
Det gik op for mig hvor slemt det egentlig var, efter en lang snak med en god veninde.
Det lykkes mig ikke at stoppe før, fordi min eksmand var så veltalende og lovede guld og grønne skove og "vi skal nok klare det", "vi skal jo være en familie" Og jeg troede jo på ham. Følelserne og den dårlige samvittighed var et stort rod.
Det var efter et stort skænderi at jeg sluttede det. Da jeg vil køre for at hente min ældste datter i SFO, spærrede han døren for mig og svarede bare koldt - "du skal ikke bare gå væk fra mig! Hun kan vente!". Jeg kan huske at jeg blev rasende og råbte af ham at han skulle flytte sig nu.
Ingen skal holde mig fra at komme til mit barn/børn!
Det var en selvfølglig en stor lettelse at jeg nu kom væk fra den tunge stemning, der konstant var i vores hjem og frygten for hvornår der vil ske noget mere. Samtidig var hele mit liv et stort rod. Jeg var bange, ked af det, frustreret og vred på en gang.
Jeg flyttede væk fra huset i halvanden uge, fordi jeg ikke turde bo der, når min eksmand stadig havde adgang dertil. Jeg havde så dårlig samvittighed overfor min ældste datter, som fra den ene dag til den anden fik revet hendes hverdag væk, og uden at vide hvad der skete eller hvorfor vi ikke var hjemme. Efter noget tid blomstrede jeg op igen og der kom lidt mere styr på tingene, men for satan! det har været en lang og hård proces for mig(og min ældste datter). Vi arbejder stadig på det, men vi har rykket os så meget siden sidste år, da det skete.
Min ældste har en anden far som trådte til. Jeg er så taknemlig for at han trådte til og har været/er stadig en kæmpe hjælp for mig og mine piger. Men nu er lillesøster jo kommet til og hendes far / min eksmand så hende første gang da hun var 5mdr.
Fra hun var 5 mdr og til hun var 6mdr, så har han nok set hende 5 gange. Inden første møde med ham og lillesøster(og indtil nu) har han ikke vist nogen interesse for hende eller ville vide noget om hende. Men han ønsker stadig mest muligt samvær med hende!
Det blev besluttet til et fælles møde hos familieretshuset, at vi skulle prøve med samvær to gange om ugen, og nøj hvor havde jeg det dårligt og var stresset ved hvert møde. Vi havde ingen kommunikation op til mødet i familieretshuset og meget sparsomt med kommunikation under samværsmøderne.
Vores datter var hellere ikke glad under samværsmøderne og jeg er sikker på at hun har kunne mærke på mig hvor utryg jeg var. Hun græd og skreg under hvert samværsmøde, og det blev kun værre hvis han prøvede at holde eller sidde med hende.
Vi har ikke haft samvær siden slut oktober. Vi stoppede med det, efter jeg havde snakket med familieretshuset af to omgange og forklaret at jeg ikke var tryg uden en tredje person tilstede. Han nægtede at der skulle være en tredje person under samværet. Han havde aldrig gjort noget for at ville vide hvem vores datter er, eller lære hende at kende. Så da jeg endelig fik medhold fra familieretshuset om at vi ikke behøvede at komme til mere samvær, stoppede det. Vi har dog et mødet i starten af januar, hvor vi skal snakke om forældremyndighed(lige nu har vi fælles) og om samvær, så jeg er meget spændt på hvad det ender ud med.
Trods alle de træls ting der mellem mig og min eksmand, så elsker jeg min lille familie på 3 - mig og mine 2 piger. Mine piger trives og har det godt. De er så glade for hinanden og jeg nyder alle vores øjeblikke sammen.