Venner og aleneheden

Før jeg fik min søn, var jeg tit alene. Så fik jeg ham, og er altid to. Men jeg har aldrig følt mig så meget alene. Både alene og egentlig ensom.

Ensomheden, den tænker jeg, bor i mig. Den ejer jeg selv og den går op og ned i mit indre liv sådan lidt afhængigt af, hvordan jeg har det.

Men aleneheden, den kunne jeg godt tænke mig at dykke ned i. En helt åbenlys alenehed, fordi der, som aleneforælder, er så helt utrolig mange timer, man er alene, selvom man er sammen med sit barn eller børn. Man er voksenalene. Fx lørdag morgen og formiddag, fx søndag, fx timerne om aftenen, efter min søns fødselsdag, hvor gæsterne er gået hjem, fx påskehelligdagene, fx resten af forårshelligdagene, fx 4. juledag, fx tirsdag og onsdag aften lige inden aftensmad. Så kan det godt være, at jeg og min søn ser venner og familie en gang imellem, men aleneheden står klarest og stærkest og som en ret fed overskrift over mit liv de seneste seks år. Og de første seks år af min søns liv. Han ser og mærker det ikke. For ham er livet dejligt og lige sådan. Og det priser jeg mig selvfølgelig lykkelig for. Så aleneheden, den bor faktisk også i mig.

Så hvorfor oplever jeg at være så alene i denne vigtige livsfase af mit liv, hvor jeg satte et barn i verden?

Jeg tror, flere ting spiller ind.

Roller

Jeg har i mange år været den, der inviterede og tog initiativ. Sådan var jeg og jeg nød den rolle blandt mine venner.