Før jeg fik min søn, var jeg tit alene. Så fik jeg ham, og er altid to. Men jeg har aldrig følt mig så meget alene. Både alene og egentlig ensom.
Ensomheden, den tænker jeg, bor i mig. Den ejer jeg selv og den går op og ned i mit indre liv sådan lidt afhængigt af, hvordan jeg har det.
Men aleneheden, den kunne jeg godt tænke mig at dykke ned i. En helt åbenlys alenehed, fordi der, som aleneforælder, er så helt utrolig mange timer, man er alene, selvom man er sammen med sit barn eller børn. Man er voksenalene. Fx lørdag morgen og formiddag, fx søndag, fx timerne om aftenen, efter min søns fødselsdag, hvor gæsterne er gået hjem, fx påskehelligdagene, fx resten af forårshelligdagene, fx 4. juledag, fx tirsdag og onsdag aften lige inden aftensmad. Så kan det godt være, at jeg og min søn ser venner og familie en gang imellem, men aleneheden står klarest og stærkest og som en ret fed overskrift over mit liv de seneste seks år. Og de første seks år af min søns liv. Han ser og mærker det ikke. For ham er livet dejligt og lige sådan. Og det priser jeg mig selvfølgelig lykkelig for. Så aleneheden, den bor faktisk også i mig.
Så hvorfor oplever jeg at være så alene i denne vigtige livsfase af mit liv, hvor jeg satte et barn i verden?
Jeg tror, flere ting spiller ind.
Roller
Jeg har i mange år været den, der inviterede og tog initiativ. Sådan var jeg og jeg nød den rolle blandt mine venner. Jeg elskede at lave mad og samle folk omkring mig til måltider. Det var en stor del af min identitet. I perioden efter at jeg fik min søn og gik igennem et svært brud, mistede jeg appetitten. I flere år faktisk. Og en masse identitet, der lå i at være en, der lavede mad og skabte liv i mit liv ad den vej, var der ikke mere. I den tid, havde jeg en følelse af pludselig at være dumpet ned i et liv, der ikke var mit, og være fuldstændig og aldeles alene, omend jeg hele tiden havde et par store, runde sortbrune olivenøjne kiggende op på mig med største kærlighed. En meget speciel følelse at være i. Alene.
Badet i sorg over en brast drøm
En anden grund til at opleve denne stærke alenehed i denne svære periode i mit liv, er, at det hele bliver lidt en selvopfyldende profeti. Jeg var nærmest badet i sorg over tabet af den familie- eller livsdrøm, jeg nu havde. Det gør, at jeg har haft meget lidt overskud og glæde at give af, og enten bare ikke kan holde ud at være sammen med andre eller at andre ganske simpelt ikke bliver så interesserede i det den anden vej. Det er benhårdt, men jeg oplever det som en virkelig ting.
Livsfaser
Jeg blev gravid som 32-årig, hvilket vel ikke kan siges at være så tidligt aldersmæssigt, men jeg var én af de første i min nærmeste kreds. Så jeg havde ikke så mange at spejle mig i og barsle den med. Jeg flyttede også til Berlin i de år, og kom tilbage til København. Dvs. jeg skulle tilbage i nogle vennekredse, der var forandret for både mig og dem. I denne fase af mit og vores alles liv, tror jeg venskaber forandrer sig meget. Det er et livsvilkår i 30’erne eller når man får børn. Folk bliver mere trætte, gruppen snævrer ind, knuder opstår og hvad vi alle sammen vælger at forpligte os på, kan tage så mange former, og de ikke altid kan forenes.
Selvværd
En sidste ret smertende grund, jeg må erkende, til tider hjemsøger mig handler om selvværd. Som nævnt gik jeg gennem et svært brud. Derigennem lærte jeg, at jeg havde brug for at arbejde med mit selvværd. I kraft af den proces, og min tilbagevendende alenehed i denne periode, har jeg lidt for ofte stillet mig selv det spørgsmål: Er jeg overhovedet værdig til at få kærlighed og opmærksomhed? Både fra venner og fra en partner. Jeg er ikke i tvivl om svaret heldigvis. Men så længe det spørgsmål bor i mig, så tror jeg, at det gør noget uheldigt for min måde at være i venskaber på og jeg er selv med til at holde en lille afstand.
Så altså, jeg tror, mange ting spiller ind. I hvert fald for mig.
Og noget femte, der så har det med at klistre alle disse ting sammen til en ækel alenehed, er berøringsangst. En berøringsangst, der går begge veje. En berøringsangst, jeg tror er den største af alle grunde til aleneheden og den, jeg allerhelst vil have afskaffet på stedet. Fra min side er den der i form af ikke at turde være helt klar på, hvad jeg har behov for fra mine venner og bede om det. Og fra vennernes side oplever jeg den i form af en manglende insisteren på at være der. Være der for en person, der nok er lidt diffus i sin træthed og måske tristhed til at være tydelig omkring sine behov. Der ville jeg ønske flere var klar til ganske simpelt at være der, komme forbi. Hvem har dræbt det uanmeldte besøg eller ”jeg kommer lige forbi med suppe til os i aften” Og hvem har dræbt den gode gammeldags telefonopringning?
Jeg er efterhånden landet mere i mig selv og i mit liv. Jeg har fundet de venner og fællesskaber, jeg har brug for og jeg føler en vis gensidig tillid i dem igen. Der er stadig ting, der forandrer sig og behov, livsfaser, interesser og væremåder, der forskyder sig og venskaber bliver skubbet i for- eller baggrunden. Men jeg føler, at jeg er ligeværdigt med i denne dynamik igen.
Det er jeg meget taknemmelig for, at jeg har lært de seneste år. Om end jeg kunne have undværet noget af smerten ved at have lært det så meget i mit eget selskab. Men jeg erkender min egen andel heri samtidig med at jeg forstår den dynamik der er på spil. Og den håber og tror jeg, flere kan genkende og spejle sig i, og tænke; I er ikke alene.