Det er hårdt, at være alenemor.


Hvorfor er det så stort et tabu, at sige, at det er hårdt, at være alenemor?

Jeg ved ikke om alenefædre, møder samme respons, som man ofte gør som alenemor, derfor tager jeg udgangspunkt i hvad jeg selv oplever og jeg hører fra andre alenemødre.

Jeg vil lægge ud med, at jeg er utrolig privilegeret. Mine allernærmeste er meget forstående og omsorgsfulde i forhold til, at det er hårdt at stå alene med det hele.

Jeg gik ned i august og begyndte at gå til psykolog. Jeg husker tydeligt en session, hvor jeg fortæller om min oplevelse og at jeg fandt det hårdt, at stå med det hele alene. Jeg blev mødt med et spørgsmål med denne ordlyd, Hvad havde du forventet? Havde du ikke en idé om, hvor hårdt det ville blive?

Og havde jeg reelt en idé om, hvor hårdt det ville blive? Vidste jeg, hvad det ville sige, at have dette kæmpe ansvar, for et lille væsen, som er 100 % afhængig af dig? Afhængig af, at du gør dit allerbedste for at give dem en god opvækst, så de får de bedste forudsætning her i livet? Var jeg klar over, hvad det betød, at blive vækket 4-7 gange om natten, nogen gange flere? Vidste jeg, hvad det betød, at få et ammeforløb op at køre? Og hvor meget det tærer på en, når det ikke bare fungerer? Når du sidder og prøver at amme dit sultne lille spædbarn, og du græder og skriger grundet smerter?

Nej, jeg havde ingen anelse om, hvad jeg gik indtil. Det eneste jeg vidste, var det min bror, svigerinde og veninde fortalte mig, men jeg havde aldrig mærket den træthed på egen krop. Jeg havde aldrig haft så meget nærkontakt med et andet menneske, at jeg simpelthen ikke kunne udholde tanke om, at blive rørt mere, når dagen var omme.

Hvordan kan det være, at det er helt acceptabelt, at komme hjem fra en lang arbejdsdag og sige det har været en hård dag, men hvis man som mor siger, at det har været en hård dag, fordi man har været sammen med sine børn hele dagen, så er man en dårlig mor? Så er man utaknemlig? Man har selv valgt det, så man har ikke lov til at brokke sig.

Hvad i alverden er det egentlig for en tankegang? Elsker jeg mit barn mindre, fordi jeg synes det er hårdt, at stå med ansvaret alene? Nej det gør jeg ikke. Er jeg mindre taknemlig for, at være blevet mor til lige præcis mit barn, fordi jeg synes det er hårdt? Nej, jeg er meget taknemlig for at have fået mit barn. Mit barn bringer, så meget glæde og kærlighed ind i mit liv og jeg ville ikke være foruden. Man kan sagtens både være taknemlig for sit barn og synes, at det er skide hårdt, at være alenemor.

En der lige har løbet et maraton og som giver udtryk for at det var hårdt, ville man så sige, tja men du valgte det selv, så sådan er det. Hmm jeg tvivler. Den naturlige reaktion ville nok være, at anerkende, at ja det må have været krævende. Måske hører hvordan de har t